Gabriel Bier Gislason har skrevet og instrueret sin første spillefilm som begynder optagelser i København og London henover den næste måned. ’Natten har øjne’ er på dansk og engelsk og blander romantik, gys og komedie i en kærlighedshistorie, der trækker tråde ind i jødisk mytologi.
I filmen forelsker Maja, en engang lovende skuespillerinde, der nu primært optræder i storcentre, sig i Leah, en ung, jødisk kvinde fra London. Deres spirrende kærlighed bliver udfordret, da Leah får et mystisk anfald og parret må flytte hjem til Leahs mor, Chana, der bor i det ortodokse jødiske kvarter Stamford Hill i London. Maja prøver at gøre et godt indtryk på sin nye svigermor, indtil hun begynder at forstå, at noget er helt galt.
I hovedrollerne som danske Maja og engelske Leah ses Josephine Park og Ellie Kendrick. Sofie Gråbøl spiller Leahs mor Chana, og David Dencik den ortodokse boghandler Lev.
’Natten har øjne’ produceres af Thomas Heinesen for Nordisk Film med støtte fra Filminstituttets talentudviklingsordning New Danish Screen.
Filmen forventes at få biografpremiere i foråret 2022.