Bille August begynder optagelser på ny dansk storfilm

I PRODUKTION. Det romantiske drama 'Kysset' af Bille August optages i Ungarn og på Fyn over de næste to måneder. Esben Smed og Clara Rosager har hovedrollerne. Der er forventet premiere 18. august 2022.

Kun to uger efter premieren på Bille Augusts biografaktuelle 'Pagten' er den Oscar-vindende instruktør klar med et nyt projekt. Den 22. august begynder optagelserne på det stort anlagte romantiske drama 'Kysset', der er en fri fortolkning af den østrigske forfatter Stefan Zweigs roman ’Ungeduld des Herzen’ – omskrevet til danske rammer af August selv.

Esben Smed og Clara Rosager har hovedrollerne i fortællingen om den noble, unge mand Anton Abildgaard, hvis højeste prioritet er at afslutte sin officersuddannelse med ære i tiden op til Første Verdenskrig.

Da han bliver indbudt til bal hos den lokale Baron Løvenskjold og ved en fejl inviterer husets smukke datter Edith op til dans – uden at vide, at hun er lam efter en tragisk rideulykke – sætter det gang i et uoverskueligt net af løfter og løgne.

Den unge løjtnant rammes af skyldfølelse over at have bragt pigen i forlegenhed, mens hun forelsker sig hovedkulds i ham. Medynk og stolthed besværliggør dog forholdet, der trods Antons forsøg på at gøre det rigtige spinner ud af kontrol. Imens rykker verdenskrigen tættere på med faste taktslag og truer med at besegle Anton og Ediths fælles skæbne for altid.

Holdet bag

Bille August, der selv har skrevet manuskriptet til 'Kysset', har haft stor succes med sine historiske dramaer baseret på store litterære klassikere. Instruktøren vandt en Oscar for 'Pelle Erobreren', der er baseret på Martin Andersen Nexøs klassiker, og fulgte op med Guldpalmevinderen 'Den gode vilje' efter manuskript af Ingmar Bergman. I nyere tid har han fortolket Henrik Pontoppidans 'Lykke-Per' med biografsuccesen af samme navn samt Thorkild Bjørnvigs bog om Karen Blixen med 'Pagten'. 

'Kysset' genforener instruktøren med Esben Smed, der også spillede hovedrollen i 'Lykke-Per' – en rolle, som indbragte skuespilleren en Robert-nominering. Smed har gjort sig bemærket med sin Robert-vindende præstation i DR-serien 'Bedrag' samt i gidselsdramaet 'Ser du månen, Daniel', som også indløste en Robert-statuette.

Over for Smed ses Clara Rosager, der fik sin debut i 2016 med 'En-to-tre nu!'. Hun var nomineret til både en Bodil og en Robert for sin rolle i Michael Noers 'Før frosten' og har siden medvirket i 'Journal 64' og tv-serierne 'Forhøret', 'The Rain' og '2 døgn', foruden en række internationale produktioner.

På rollelisten ses desuden Lars Mikkelsen, David Dencik, Rosalinde Mynster, Klaus Tilsted Søndergaard, Kurt Dreyer, Henrik Blauner, Lukas Toya, Mikkel Baden-Jensen, Nicolai Dahl Hamilton og Lane Lind.

'Kysset' fotograferes af Sebastian Blenkov, Jette Lehman står for production design og Anne Østerud og Janus Billeskov klipper dramaet. Thomas Heinesen producerer for Nordisk Film med støtte fra Filminstituttet via Markedsordning. Filmen er desuden støttet af FilmFyn, Det Norske Filminstitut, Nordisk Film og TV Fond, YouSee, Clausen Group og Ungarn Tax Rebate. Der er forventet premiere 18. august 2022.

Om Markedsordningen

Markedsordningen retter sig mod film med særlig vægt på populærkulturelle kvaliteter.

Filmprojekter, der bliver støttet under Markedsordningen, forventes at sælge flere billetter end en gennemsnitlig dansk spillefilm i danske biografer. Der produktionsstøttes 7-9 film om året. 

Ansøgning om udviklings- og produktionsstøtte under Markedsordningen behandles ved fire årlige deadlines. 

Til ordningen er knyttet en redaktion bestående af to repræsentanter fra Filminstituttet samt tre eksterne film- og markedssagkyndige repræsentanter fra filmbranchen.

Markedsordningens redaktion sidder i to år ad gangen og består i øjeblikket af disse medlemmer:

Eksterne:
Rikart Købke, indstillet af Producentforeningen 
My Thordal Boe, indstillet af Danske Filminstruktører
Louise Hagemann, indstillet af Foreningen af Danske Filmudlejere i Danmark 

Interne:
Marianne Moritzen, afdelingschef for fiktion
Lena Juhl Seidelin, lanceringskonsulent