Da Sundance Filmfestivalen fredag den 28. januar satte punktum med prisoverrækkelsen til årets vindere, var den danske filmskaber Simon Lereng Wilmont med i det fornemme selskab.
Hans dokumentarfilm 'A House Made of Splinters' vandt nemlig for bedste instruktion i World Cinema Documentary Competition, der anses for at være en af de mest prestigefylde konkurrencer for dokumentarfilm i verden.
Filmen foregår i det østlige Ukraine, hvor den årelange krig har sat sig dybe spor og krævet sine ofre. Familier, børn og voksne er drevet ud i fattigdom og social armod. Og i mange tilfælde er det, som altid, børnene der betaler den højeste pris, når de svigtes og efterlades uden forældres omsorg. Men i et hus, ganske tæt på frontlinjen, driver en lille gruppe engagerede socialarbejdere et børnehjem. Med stor kærlighed forsøger de voksne at genopbygge børnenes tillid og tro på, at de også har en fremtid og et håb for livet.
Anmeldelser og kritikerreaktioner oven på verdenspremieren i Sundance har fremhævet Wilmonts nænsomme tilgang til sit emne. "Dette er en hensynsfuldt iagttagende film, der viser empati og respekt for sine personer. (Filmen) kan lyde utrolig dyster på papiret, men dette er i sandhed en historie om håb," skriver POV Magazine.
"I den (...) udsøgt intime dokumentar (...) venter kameraet sammen med (børnene) og observerer stille og roligt det skrøbelige limbo, hvorfra livet kan gå i flere retninger," skriver Variety.
'A House Made of Splinters' er en opfølger til instruktørens forrige film, 'Olegs krig – en barndom i krigens skygge', der også tog afsæt i børns vilkår i det krigshærgede østlige Ukraine. Filmen fra 2017 vandt flere priser, blandt andet for bedste debutfilm på IDFA.
Monica Hellström har produceret for Final Cut for Real. Selskabet, der har stået bag en lang række prisvindende dokumentarer, var også producent på sidste års Sundance-vindere, 'Flugt' og 'President'. Begge film er netop nu shortlistet til Oscar-nomineringerne.
'A House Made of Splinters' fejrer sin europæiske premiere i den nordiske konkurrence på Göteborg Film Festival, med start den 28. januar.
På årets Sundance Filmfestival modtog dokumentaren 'The Territory', der er medproduceret af danske Sigrid Dyekjær i hendes selskab Real Lava, to priser: Special Jury Award for Documentary Craft samt en publikumspris.
Læs mere om Sundance Filmfestivalen på sundance.org.
Danske film på Sundance
Christian Tafdrups psykologiske gyser 'Speak No Evil' var også udtaget til årets Sundance Filmfestival.
Danske spillefilm og dokumentarer har de senere år været stærkt repræsenteret i Sundance.
I 2021 vandt Jonas Poher Rasmussens 'Flugt' prisen for bedste internationale dokumentarfilm, mens Camilla Nielssons 'President' løb med særprisen for bedste 'Vérité Filmmaking'. Begge film er produceret af Final Cut for Real, som også står bag 'A House Made of Splinters'.
I 2019 var der priser til Mads Brüggers 'Cold Case Hammarskjöld' og May el-Toukhys 'Dronningen', i 2018 til Gustav Möllers 'Den skyldige', og i 2017 til Feras Fayyads 'De sidste mænd i Aleppo'.
Se hele oversigten over danske film på Sundance