Lea Glob modtager Dreyer Prisen 2024

INVITATION. Instruktør og filmfotograf Lea Glob er årets modtager af Dreyer Prisen. Det fejrer vi med reception og prisoverrækkelse i restaurant SULT mandag den 5. februar kl. 15-17, hvorefter Lea Glob introducerer en visning af 'Ordet'. Alle er velkomne.

Filminstituttet inviterer alle interesserede til reception og fejring af Lea Glob, når hun modtager dette års Dreyer Prisen.

Lea Glob er uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2011. Hun blev Robert-nomineret for afgangsfilmen 'Mødet med min far Kasper Højhat' og lavede i 2014 sammen med Petra Costa 'Olmo and the Seagull', der både vandt Nordic:Dox Award på CPH:DOX og ungdomsjuryens pris for bedste film på Locarno Film Festival. Sammen med Mette Carla Albrechtsen instruerede hun i 2016 'Venus' om, hvordan en ny generation af yngre kvinder opfatter sig selv som seksuelle væsener. Filmen blev udtaget til konkurrence på verdens vigtigste dokumentarfilmfestival, IDFA i Amsterdam. Netop hovedkonkurrencen på IDFA vandt Lea Glob så på imponerende vis i 2022 med kunstnerportrættet ' Apolonia, Apolonia', hvor hun i over 13 år har fulgt den polsk-dansk-franske kunstner Apolonias udvikling fra ungt talent til den etablerede kunstscene.

Carl Th. Dreyers Mindefond

Carl Th. Dreyer Prisen uddeles af Carl Th. Dreyers Mindefond og gives til "fortrinsvis yngre filminstruktører eller andre kunstnere inden for filmbranchen som anerkendelse af en fremragende kunstnerisk indsats". Med prisen følger 50.000 kroner. 

Mindefondens indtægter er baseret på en gave fra Dreyers datter, Gunni Dreyer, og en procentdel af indtægterne for Dreyers hovedværk ‘Jeanne d’Arcs Lidelse og Død’, som ifølge en juridisk aftale med distributionsselskabet Gaumont tilgår Mindefonden.

Fondens bestyrelse består af Johannes Riis, lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet, Eva Novrup Redvall, lektor samme sted, samt Jakob Buhl Vestergaard, vicedirektør, Det Danske Filminstitut.

Kom og vær med til at fejre Lea Glob i restaurant SULT.

Tid: Mandag den 5. februar 2024 kl. 15.00-17.00.
Sted: Cinemateket / Restaurant SULT, Gothersgade 55, 1123 København K.

Film: 'Ordet'
Efter prisoverrækkelsen vises Carl Th. Dreyers mesterværk 'Ordet' med introduktion af Lea Glob. Filmvisningen kræver forudgående billetkøb i Cinemateket.

Læs mere om Carl Th. Dreyer Prisen og tidligere modtagere på Carl Th. Dreyer-sitet.