Filminstituttet markerer Demensugen med ErindringsBio i hele landet

ERINDRINGSBIO. I Demensugen 6.-12. maj kan man se film, der vækker minder, i biografer, på plejehjem og i dagcentre landet over. Filmene kan også ses gratis online. Det Danske Filminstitut står bag initiativet.

I anledningen af den årlige Demensuge, der i år fokuserer på demensvenlighed i kultur og fritid, har Det Danske Filminstitut iværksat et initiativ, hvor biografer, plejehjem og dagcentre i hele landet viser ErindringsBio.

Over 20 kommuner har allerede sagt ja til at deltage, og det betyder, at ErindringsBio vil blive vist i en række biografer rundt omkring i landet, lige fra MovieHouse Hjørring til Ry Biograf, Haarby Bio, Viften i Rødovre og mange flere.

Se en liste over biografer, der viser ErindringsBio

Udover biografer vil en række plejehjem og dagcentre også vise ErindringsBio i løbet af Demensugen. Og for dem, der foretrækker at deltage hjemmefra, kan alle filmene ses gratis og uden login på Erindringsbio.dk.

Still fra Filmen 'Danmark 1974', der bliver vist i ErindringsBio. Foto: Det Danske Filminstitut

ErindringsBio – film, der vækker minder

ErindringsBio er et filmtilbud til mennesker med demens, deres pårørende, plejepersonale og frivillige. Her vises en række korte dokumentariske film fra 1940’erne til 1980’erne om vedkommende emner og med velkendte medvirkende som Dirch Passer, Gunnar Nu Hansen og Bodil Udsen. Fortiden bliver vækket til live i film om hverdagen i byen og på landet i ’gamle dage’, skoletiden, sportsbegivenheder, de kongelige og meget mere. Til filmene er der udarbejdet spørgeguides, der inspirerer til samtaler om det levede liv.

ErindringsBio er udviklet af Det Danske Filminstitut og flere samarbejdspartnere inden for demensområdet og er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Fra 2024 er der afsat midler på Filmaftalen til at drive ErindringsBio videre de næste 4 år. Find yderligere information på Erindringsbio.dk.

Kom til Demensugen i Cinemateket

Filminstituttet markerer også Demensugen med en række arrangementer i Filminstituttets egen biograf, Cinemateket i København. Der vil være gratis ErindringsBio-visninger inklusive kaffe og kage samt en demensvenlig visning af spillefilmen ’Bamse’ (2022), der fortæller historien om den folkekære sanger.

Cinemateket inviterer også pårørende til film og talk med neuropsykolog og forskningslektor Laila Øksnebjerg i forbindelse med biografpremieren på filmen ’What They Had’, der handler om at være pårørende til et menneske med demens.

Se hele programmet for Demensugen i Cinemateket og bestil billetter

For mere info kontakt

Christine Bøge Lejre
Projektleder
Tlf. +45 3374 3457
christinebl@dfi.dk