Året der gik i biograferne

ANALYSE. Biografåret 2024 var præget af færre danske premierefilm end tidligere, men publikum har stadig fundet vej til biografmørket. Læs, hvad der har formet året, og hvad man kan forvente af 2025.

I 2024 blev der solgt 9,8 mio. billetter, en mindre nedgang på 3% i forhold til 2023 jf. nyeste tal fra filmdistributørernes brancheforening FAFID. Selvom faldet kun var beskedent, ser det ud til at blive det laveste billetsalg i 30 år – siden midten af 1990’erne. Verificerede tal fra Danmarks Statistik forventes først at være klar i foråret. Før corona ændrede verden i 2020, havde biograferne i næsten 20 år (2001-2019) et årligt besøgstal på mindst 12 mio. De seneste tre år har billetsalget ligget på omkring 10 mio. billetter – ca. 25% lavere.

Kontakt

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

Biografmarkedet ser stadig ud til at være præget af eftervirkningerne fra nedlukningerne, Hollywood-strejken og den voksende konkurrence fra streamingtjenesternes store udbud af film og serier. Spørgsmålet er, om vi ser en "new normal" for biografområdet, eller om publikum vender tilbage. For at komme et nærmere svar vil det hjælpe at fokusere på de dynamikker, der gjorde sig gældende i biografåret 2024.

Ifølge FAFID havde 209 nye film premiere i 2024. Det svarer til fire nye film om ugen og lyder måske af mange, men det er 18 færre end året før. En del af årets fald i billetsalget kan derfor tilskrives det lavere antal premierefilm.

Danske premierefilm de seneste 10 år

Tendensen var endnu tydeligere for de danske film. I 2024 havde kun 22 danske film premiere, heraf 18 fiktionsfilm og 4 dokumentarfilm. Det er historisk få. Ser man bort fra corona-årene 2020-2021, er det det laveste antal i 10 år og langt under det årlige gennemsnit på 31 danske film.

De danske film

De 22 danske film solgte knap 2,3 mio. billetter og opnåede en markedsandel på 23%, en anelse lavere end de 25% i 2023. Reelt set udgør forskellen kun 200.000 billetter på tværs af årets film, og i lyset af det lavere antal premierefilm er det faktisk ganske flot.

Opgjort på baggrund af filmudbuddet udgjorde danske film 11% af udbuddet, men solgte langt flere billetter end udbuddet berettiger. Danskerne vælger altså fortsat de danske film frem for andre film. Det understøttes af, at syv af årets tyve mest sete film var danske.

Historisk set har amerikanske film domineret biograferne og stået for ca. 60% af billetsalget. Det samme gælder for 2024, men her er der også sket et fald. Med et billetsalg på 5,9 mio. udgjorde amerikanske film 59% af markedet, hvilket er et fald på 6% i forhold til 2023. Her var antallet af premierefilm (88 film) uændret, så forklaringen skal findes et andet sted.

Top 20 filmene

 Top 20 mest sete film i biograferne 2024

Den mest populære film i 2024 var en amerikansk animationsfilm til familier, nemlig ’Inderst inde 2’, som blev set af 582.000 publikummer. Sammenlignet med de seneste år var topniveauet dog ikke på højde med tidligere blockbusters. Faktisk skal vi tilbage til 2017 for at finde et år, hvor den mest sete film blev set af færre publikummer end i 2024. Året har altså ikke budt på de helt store blockbusters, som ofte alene kan afgøre, om det bliver et rekordår.

Mest sete film i biograferne per år – 2015-2024

Familiefilmene fyldte generelt godt blandt publikum. De stod for knap hver tredje solgte billet (29%) og udgjorde, som det ses af toplisten, tre af de fem mest sete film. Det er en smule mere end gennemsnittet for de seneste 10 år, hvor 26% af billetsalget gik til familiefilm.

Set med danske øjne var det desuden fantastisk at se den store publikumstilslutning til ’Børnene fra Sølvgade’, som var årets familiefilm i efterårsferien. Filmen kom efter en periode uden store danske familiefilmserier i biograferne, hvilket affødte debat i medierne om et muligt svigt i fokus på denne målgruppe, som ellers har en lang tradition med serier som ’Far til fire’ og ’Min søsters børn’.

’Børnene fra Sølvgade’ er baseret på René Toft Simonsens bogserie, og efter den første films succes er en ny allerede under udvikling. Den kan meget vel blive en værdig arvtager til de førnævnte filmfranchises.

Den originale historie eller det sikre valg?

Som nævnt var ’Inderst inde 2’ årets mest sete film, og som titlen antyder, er den en efterfølger til filmen ’Inderst inde’ fra 2015. At årets mest sete film bygger på et allerede kendt univers, er også en tydelig tendens blandt de mest populære film i 2024. Et kig på toplisten viser, at der kun er én original film blandt de 10 mest sete: den danske film ’Rom’ af Nicklas Bendixen med Bodil Jørgensen og Kristian Halken i hovedrollerne.

Det faktum, at sequels, prequels og spin-offs dominerer blandt de mest populære film, afspejler et stigende publikumsmønster, hvor mange vælger ”det sikre valg” i biografen. Tidligere undersøgelser viser, at billetprisen altid har været en vigtig faktor for, hvor ofte man går i biografen – især blandt unge voksne mellem 15 og 29 år. Med inflation og økonomisk usikkerhed de seneste år er det sandsynligt, at dette også påvirker publikums villighed til at vælge nye og uprøvede film.

Tid spiller desuden en vigtig rolle. Den øgede konkurrence om publikums tid betyder, at mange vælger film, hvor de føler sig sikre på en god oplevelse – både for sig selv og for deres ledsagere, uanset om det er familie, partner eller venner.

Toplisten illustrerer også betydningen af et tiltag som den succesfulde Biografklub Danmark. Medlemskabet giver halv pris på billetter til et kurateret udvalg af film gennem året. Hele otte af årets 20 mest sete film er en del af Biografklubben, hvilket er en stor andel – især når man ser bort fra familiefilmene, som ikke hører til deres primære målgruppe.

2024 blev altså ikke året, der bragte biograferne tilbage til niveauet fra før corona, når det gælder billetsalg. I stedet må vi rette blikket mod 2025, der ser lovende ud med en række spændende danske film. Blandt andet tredje og sidste kapitel om Aske og den lille tøj-ninja i ’Ternet Ninja 3’, en biografisk film om Tommy Seebach med titlen ’Under stjernerne på himlen’, og den sort-hvide ’Pigen med nålen’, der allerede er Golden Globe-nomineret og er Danmarks Oscar-kandidat. Derudover kommer Anders Thomas Jensens ’Den sidste Viking’ med Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas. Alt i alt tegner det til at blive et spændende år fyldt med store oplevelser i biografernes mørke.