Vi har udvalgt 10 romantiske øjeblikke i dansk film, der spænder lige fra klassiske serenader til kærligheden i en cirkusmanege. Dette er blot et lille udvalg af fine øjeblikke fra en filmskat, der bugner af romantiske scener.
En kort en lang (2001)
Efter megen trængsel og ulykke finder Jacob endelig ud af, at han elsker Jørgen. Denne fantastisk romantiske afslutning på Hella Joofs instruktørdebut "En kort en lang" indeholder alt, hvad et romantisk hjerte begærer: glæde, tårer, kys, kram og en klassisk jagt efter den eneste ene i en lufthavn.
En kongelig affære (2012)
Luften sitrer af spænding og mulig romance, da Struensee og Dronning Caroline Mathilde mødes til maskeraden, men da tiden pludselig står stille mellem de to, er man ikke et sekund i tvivl om det stormfulde forhold, der er i vente.
Forelsket i København (1960)
I en ballongynge svæver Jan og Maj over Københavns tårne, mens de gennem Bent Fabricius Bjerres klassiker "Forelsket i København" erklærer deres kærlighed til København og hinanden.
Cirkusdynastiet (2014)
I trailerne for dokumentaren, der følger den yngste generation af de to store cirkusfamilier Berdino og Caselly, er spændingerne til at føle på. Patrick Berdino og Merry Lu Caselly forsøger at finde ud af, om der kan opstå kærlighed mellem dem, da et sådan forhold vil forene og dermed forstærke de to dynastier.
Charles tante (1959)
Ditlev (Dirch Passer) og Henriette (Susse Wold) deler i "Charles tante" fra 1959 et skønt romantisk øjeblik, da det går op for Henriette, at den forklædte Ditlev faktisk er en tidligere flamme fra en togtur i Schweiz. Romantikken når sit højeste, da Henriette besvimer af bar overraskelse, og da de skilles med et enkelt uskyldigt kys.
Hannibal & Jerry (1997)
Selvom følelserne ikke umiddelbart er gengældt af Hella Joofs karakter Hell, så er det ikke til at stå for Petters overdrevene kærlighedserklæring, som bl.a. udtrykker ønsket om at få lov til at forme små dyr i partnerens lår.
Møde mig på Cassiopeia (1951)
Den allersidste dans mellem det forelskede par, musen Polyhymnia og flyverløjtnanten Harry Smith, er ikke til at komme udenom, når man snakker om ikoniske romantiske øjeblikke. En fin blanding af sang, dans, kærlig omfavnelse, ømme blikke og mystisk exit fra Poly giver en perfekt melodramatisk stemning, som enhver romantiker vil elske.
Reconstruction (2003)
Kemien er helt elektrisk i klippet fra Christoffer Boes anderledes kærlighedshistorie. Karakteren Alex formår med et glimt i øjet, der på overbevisende vis er leveret af Nikolaj Lie Kaas, at charmere sig ind på livet af Aimée, da de to tilfældigt mødes på en bar i København.
Midt om natten (1984)
Når man ser scenen fra 80'er-klassikeren "Midt om natten", hvor Benny erklærer sin kærlighed for Susan Himmelblå via sang, kan man næsten ikke lade være med at trække på smilebåndet. For hvem kunne ikke tænke sig at blive sunget for af en ægte rockstjerne? Og i særlig grad når det er ikonet og den levende legende Kim Larsen, der synger og holder øjenkontakten.
Sover Dolly på ryggen? (2012)
Hella Joofs romantiske komedie fra 2012 er spækket med romantiske øjeblikke, hvis man er til den helt særlige Gordon Dennis-romantik. I det udvalgte klip skal man f.eks. kunne sætte pris på Gordon Dennis' direkte og lidt voldsomme måde at håndtere nabobordet, da de forstyrrer hans og Annes date.