130.209 indløste billet til Den Store Biografdag

I BIOGRAFEN. Søndag var der halv pris på alle film i anledning af Den Store Biografdag. 130.209 tilskuere besøgte biografernes mørke sale.

Begge initiativtagere til Den Store Biografdag, Brancheforeningen Danske Biografer og Formand for Foreningen af Filmudlejere, er godt tilfredse med søndagens besøgstal.

”De danske filmdistributører konstaterer med stor glæde, at biograferne fortsat er i stand til at agere lokomotiv i publikums medievalg, når film skal opleves. I en tid, hvor borgerne i dette land tæppebombes med forskellige valgmuligheder for at udleve deres filmlast, er dagens resultat yderst tilfredsstillende”, siger Mads Nedergaard, Formand for Foreningen af Filmudlejere i Danmark i en pressemeddelelse.

”De danske biografer er glade for den store opbakning, publikum i år har givet biografoplevelsen. Det viser, at biograferne er mere spillevende end nogensinde i danskernes bevidsthed”, siger Kim Pedersen, formand for Brancheforeningen Danske Biografer.

Top 10 på Den store biografdag

1  Guardians of the Galaxy  

2  Lucy 

3  How to Train Your Dragon 2 

4  Hercules 

5  Planes: Fire & Rescue

6  Dawn of the Planet of the Apes

7  Begin Again

8  Bad Neighbours

9  Postman Pat: The Movie You know You´re the One

10  22 Jump Street

Film på vej

Den Store Biografdag sætter punktum for sommeren, inden biografernes efterårssæson for alvor går i gang. Som altid er efteråret tæt pakket med film, der har stort publikumspotentiale. Blandt de danske film er Niels Arden Oplevs ”Kapgang”, fortsættelsen af Jussi Adler-Olsen filmatiseringer ”Fasandræberne” og familiekomedien ”Krummerne – Alt på spil”.

Se trailers til sensommeren og efterårets danske film

Blandt efterårets udenlandske film er Disney-filmen ”Flyvemaskiner 2: Redningsaktionen”, katastrofefilmen ”Into the Storm” og ”Teenage Mutant Ninja Turtles”.

Den Store Biografdag er støttet af Det Danske Filminstitut. 

Tags: