2 mio. kroner i støtte til danske kunstbiografer

FILMKULTUR. Filminstituttet har netop tildelt 2 millioner kroner i støtte til otte danske kunstbiografer. Støtten skal bidrage til kunstnerisk og kulturel mangfoldighed i danske biografer over hele landet.

Filminstituttets årlige tildeling af støtte til danske kunstbiografer bidrager til, at der rundt omkring i landet drives kunstbiografer, også kaldet art cinemas. 

Det er biografer med et repertoire af arthouse-film: kunstnerisk markante, men ofte kommercielt smalle film. Det drejer sig bl.a. om ikke-amerikanske spillefilm, film fra talentordningen New Danish Screen, dokumentarfilm i spillefilmslængde og film, som har modtaget arthouse-filmstøtte fra Filminstituttet.

Biografstøtte

1. januar 2015 trådte nye vilkår i kraft for støtte til danske biografer, kunstbiografer og biografinitiativer. 

De nye støttevilkår har til formål at sikre, at der i danske biografer fortsat er mulighed for at se et mangfoldigt udbud af film. 

Via Filminstituttets støtte til markedsføring og distribution af arthousefilm er der i løbet af det seneste år givet støtte til en lang række kunstfilm fra lande som Mexico, Østrig, Grækenland, Japan, Indien, Tyrkiet og Ukraine. Film, som i høj grad skal finde deres publikum i de danske kunstbiografer.

Danske biografer, kunstbiografer og biografinitiativer

Markedsføring og distribution af importerede arthouse-film

Otte biografer har modtaget kunstbiografstøtte i 2015:

  • Biffen (Aalborg)
  • Cafe Biografen (Odense)
  • Cafe Slotsbio (Hillerød)
  • Gloria Biograf (København)
  • Nicolai Biograf og Cafe (Kolding)
  • Reprise Teatret (Holte)
  • Vester Vov Vov (København)
  • Øst for Paradis (Aarhus)