2,4 mio. kr. til kunstbiografer i hele landet

BIOGRAFER. 12 danske kunstbiografer har modtaget støtte på samlet 2,4 mio. kr. for at sikre en mangfoldig biografkultur i Danmark.

Filminstituttet yder støtte til danske kunstbiografer med et repertoire, der består af primært 'arthousefilm' – altså film med særlige kunstneriske kvaliteter.

Igen i år har tolv biografer modtaget støtte. Fire af biograferne ligger i Jylland, to på Fyn og seks på Sjælland. Støtten skal sikre både et mangfoldigt biografmiljø og kunstnerisk og kulturel diversitet i det danske biografmarked.

Den samlede støtte til de 12 biografer er på 2,4 mio. kr. 

Kontakt

Flemming Kaspersen
Redaktør
Tlf. +45 3374 3429
flemmingk@dfi.dk

”Alle de 12 kunstbiografer, som vi har tildelt støtte i år, drives af personer, der brænder for de kunstneriske film, som ofte er for smalle til at være en rigtig god forretning. Særligt glædeligt i år er det, at kunstbiograferne trods et hårdt 2021 præget af coronanedlukninger faktisk har formået at bevare en stor variation og kvalitet i filmudbuddet,” fortæller redaktør på Filminstituttet Flemming Kaspersen. 

Et af kriterierne for at kunne modtage kunstbiografstøtte er, at mindst 2/3 af biografens repertoire og 50 % af det samlede antal solgte billetter kommer fra arthousefilm.