Der var priser til tre danske film ved årets Giffoni International Film Festival den 28. juli.
Johan Stahl Winthereiks komediedrama "Weekendfar" vandt prisen for bedste kortfilm i aldersgruppen +10. Filmen er produceret af Ditte Milsted og Jacob Jarek for Profile Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Guðmundur Arnar Guðmundssons kortfilm "Hvalfjord", der tidligere på året modtog en Special Mention i hovedkonkurrencen i Cannes, fik en Golden Spike Award. Filmen er støttet af og produceret på Filmværkstedet på Det Danske Filminstitut.
Animationsfilmen "Hollow Land" modtog prisen "Amnesty International Award". Den dansk-canadisk-franske film er instrueret af Uri og Michelle Kranot og produceret af Marie Bro for Dansk Tegnefilm med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje samt hjælp fra The Animation Workshop i Viborg.
Giffoni International Film Festival, der i år blev afholdt for 43. gang, er Europas største børnefilmfestival.
Festivalen inviterer hvert år 2.000 børn og unge fra 39 lande i hele verden til den lille by Giffoni tæt på Napoli ved Amalfi-kysten. Under festivalen ser de film og lærer om filmskaberprocessen, hvorefter de fungerer som jurymedlemmer og uddeler priser i festivalens programmer.