Odense Internationale Film Festival har udvalgt de konkurrencefilm, der skal dyste på årets festival den 26.-31. august.
Den officielle selektion tæller i alt 81 kortfilm, som er udvalgt blandt 2756 tilmeldte film fordelt over 100 nationer. 54 film deltager i den internationale hovedkonkurrence, og 27 film dyster i den danske konkurrence.
Danske film i hovedkonkurrencen
- "Fucking tøs" af Kira Richards Hansen
- "Ingenmandsland" af Michael Graversen
- "Skyggedyret" af Dorte Bengtson
- "Trold" af Fili Seifert
- "Hvalfjord" af Gudmundur Arnar Gudmundsson.
"Fucking tøs", "Trold" og "Hvalfjord" er alle støttet af Filmværkstedet ved Det Danske Filminstitut.
Festivalen blev sidste år Oscar-kvalificerende, hvilket betyder, at to film – vinderen af den nationale konkurrence og vinderen af den internationale hovedkonkurrence – sikrer sig at blive vurderet af The Academy's Short Film and Feature Animation Branch, og dermed få muligheden for at blive nomineret til en Oscar.
Kathrine Windfeld udtaler i en pressemeddelelse:
"Det har været intet mindre end en kæmpe fornøjelse, at udvælge de film der skal deltage i år. Niveauet er vanvittigt højt, og man fornemmer den store internationale bevågenhed og diversitet, som Odense Film Festival har fået over de senere år. Personligt finder jeg det utroligt inspirerende og fantastisk, at se så mange kvinder i bærende roller både foran og bag kameraet. Glæd jer!"
Se den fulde liste over årets konkurrencefilm.