500.000 har set Kvinden i buret

BIOTAL. Det thrillerlystne publikum har taget Mikkel Nørgaards filmatisering af Jussi Adler-Olsens bestseller til sig. Publikum anbefaler i udpræget grad andre at se filmen, viser tal fra Filminstituttet.

Der var store forventninger til "Kvinden i buret". Bogen er en af de mest populære danske romaner i nyere tid, og krimigenren oplever en guldalder i tv og på boghylderne. "Kvinden i buret" har levet op til forventningerne. 

Tirsdag den 22. oktober havde 506.203 set filmen, og data indsamlet af Det Danske Filminstitut viser, at publikum virkelig kan lide den. Hele 97 % af dem, der har set "Kvinden i buret", vil anbefale andre at se den. Et resultat på niveau med Thomas Vinterbergs "Jagten", som havde premiere i starten af året. Gennemsnittet for både danske og udenlandske film ligger omkring 80 %.  

Anbefalingsgrad af "Kvinden i buret"

kvinden-i-buret-anbefalinge
Kilde: DFI Profilbasen

DFI indsamler data om publikum i samarbejde med analysebureauerne DRF Research og YouGov og finder publikumsprofilen på de enkelte danske film. I DFI Profilbasen kan man finde grundlæggende demografiske oplysninger om filmens publikum, f.eks. køn og aldersfordeling samt den geografiske fordeling af publikum.

DFI Profilbasen

Fire danske på årets top-5

Publikum er generelt meget glade for danske film. De fire mest sete i år er alle danske, og hele fem film har allerede solgt mere end 300.000 billetter.

Billetter top-10 2013

Premiere Titel Billetter 2013
10.01.2013 Jagten (dk) 672.512
03.10.2013 Kvinden i buret (dk)* 506.203
31.01.2013 Min søsters børn i Afrika (dk) 413.100
31.01.2013 Alle for to (dk) 392.118
22.11.2012 De urørlige 346.277
29.08.2013 Spies & Glistrup (dk) 322.113
12.12.2012 Hobitten - En uventet rejse 292.225
25.04.2013 Iron Man 3 276.983
04.07.2013 Grusomme mig 2 - 3D 265.422
23.05.2013 Fast & Furious 6 247.818

* Stadig biografaktiv 

Aktuelt billetsalg for danske film

Det samlede billetsalg for dansk film ligger, med godt to måneder tilbage af året, på 3.338.654 solgte billetter, og der er mere i vente. Tre danske film har stadig premiere i 2013. Næste danske film er Anne-Grethe Bjarup Riis og Regner Grastens "Tarok".

Kommende premierer 2013

Premiere Titel Instruktør Producent
31.10.2013 Tarok Anne-Grethe Bjarup Riis Grasten Film
14.11.2013 Sorg og glæde Nils Malmros Nordisk Film
25.12.2013  Nymfomaniac Lars von Trier Zentropa

 

Kommende biograffilm