"The Act of Killing" handler om et grusomt folkemord på over en halv mio. indonesere, der fulgte i kølvandet på, at den indonesiske regering blev væltet af militæret i 1965. Ofrene var mistænkt for at være kommunister, og gerningsmændene tilhørte diverse paramilitære grupper. Gennem en surrealistisk filmisk rejse ind i massemordernes forestillinger og fantasier om dem selv og deres ofre, fokuserer filmen først og fremmest på, hvordan disse begivenheder har været med til at definere nutidens Indonesien.
Filmen har vakt stor opsigt på de amerikanske branchesites. Indiewire kalder den for den mest foruroligende film om massemord siden 'Shoah'", Claude Lanzmanns mesterværk om Holocaust fra 1985.
Også i Variety har "The Act of Killing" fået omtale: "Med en overraskende drejning af tidligere dokumentar-modeller inviterer Oppenheimer gerningsmændene til at fortælle deres egen historie, hvilket resulterer i en isnende øjenvidneberetning om det onde."
Telluride fest brings pleasures, though kudos magnets are elusive – Variety
New York Times skriver, at filmen har en åbenhed, der "inspirerer til en kvalmende, forskræmt latter."
Film Festival With Truths to Tell – The New York Times
Werner Herzog og Errol Morris, der begge er executive producere på filmen, er begejstrede. Herzog fortæller til den amerikanske blog, tilknyttet Indiewire, "Thompson on Hollywood", at han ikke har set "en så stærk, surrealistisk og skræmmende film i mindst ti år". Morris kalder filmen for "fantastisk og imponerende".
Endelig kalder den amerikanske tv-station Documentary Channel "The Act of Killing" for "den mest ventede dokumentarfilm på den kommende filmfestival i Toronto", hvor filmen får sin egentlige verdenspremiere.
Filmen har dansk premiere på DOXBIO i hele landet den 7. november.
Oversigt over DOXBIO's program og biografer.
"The Act of Killing" er produceret af Signe Byrge Sørensen for det danske dokumentarfilmselskab Final Cut For Real med støtte fra Det Danske Filminstitut.