En vigtig del af justeringerne er en revision af, hvad der skal afleveres, at afleveringerne skal komme samlet, og at en række start- og slutskilte er afskaffet.
Nye afleveringslister
Pligtafleveringslisterne er blevet revideret, så de i endnu højere grad tilpasses Pligtafleveringslovens hensigt, nemlig at bevare den danske filmproduktion for eftertiden. Se dem på pligtafleveringens hjemmeside www.dfi.dk/stoette/pligtaflevering.
Slut med drypvise afleveringer
En betydelig ændring er, at Filminstituttets pligtafleveringsafdeling ikke længere modtager afleveringsmateriale drypvist. Alt materiale i de enkelte (én eller to) afleveringer vil kun blive modtaget, hvis det uploades samtidigt og i de korrekte formater og kvalitet. Hensigten er at spare tid og administration både hos filmproducenterne og i Filminstituttet.
Vi afskaffer nogle skilte
Der vil ikke fremover være krav om DFI-start og -slutskilte på produktioner støttet af Kort- og Dokumentarafdelingen og Public Service Puljen. Filminstituttet skal selvfølgelig fortsat krediteres i selve produktionerne. Hensigten er at forenkle afleveringen for producenterne og undgå tidsspilde ved fejlbehæftede afleveringer.
De nye lister og regler vil gælde fra 1. januar 2024.