Bandemedlemmer på TV 2

DOKUMENTAR. Thomas Heurlins to dokumentarer om "Bandekrigerne" med blandt andre Lille A og Brian Sandberg får premiere på TV 2 denne uge. Onsdag den 10. og torsdag 11. april kl. 20.00.

Gennem nogle år har Thomas Heurlin fulgt danske bandemedlemmer. I "Bandekrigerne", en dokumentarfilm i to afsnit, giver instruktøren et historisk indblik i miljøet og nogle af de konflikter, der har præget bandekrigen. Det handler i høj grad om hierarki, herredømme og hashhandel.

En af de medvirkende er Lille A, som ifølge politiet i mange år har været en af lederne af indvandrerbanden på Blågårds Plads på Nørrebro i København. Det er første gang Lille A står frem på film og fortæller sin historie.

HA-rocker Brian Sandberg og Lille A beretter blandt andet om deres helt usædvanlige venskab, der opstod på tværs af banderne, og som var stærkt medvirkende til en optrapning i den københavnske bandekrig.

Bandekrigerne-Sandberg
Brian Sandberg

Torsdag den 11. april følges andet afsnit op af en debat om den aktuelle bandekrig. Peter Grønborg er vært, og deltagerne er justitsminister Morten Bødskov, politi, socialarbejdere, tidligere og nuværende bandemedlemmer og forældre, der diskuterer, hvad vi kan gøre ved banderne, lovløsheden og konflikterne.

Koncern TV & Filmproduktion har produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut.

TV 2 premiere

Onsdag den 10. april kl. 20.00: Bandekrigerne – en insider åbner op
Torsdag den 11. april kl. 20.00: Bandekrigerne – et farligt venskab
Torsdag den 11. april kl. 20.50: Bandekrig i Danmark – direkte debat