Den newzealandsk-danske instruktør Daniel Joseph Borgman er kommet godt fra start. Hans første spillefilm, "The Weight of Elephants", er blevet udvalgt til det officielle program ved dette års Berlinale, og det kan man kalde en fornem debut for en spillefilminstruktør.
Borgman er fra New Zealand, hvor "The Weight of Elephants" også er optaget. Filmen er en dansk-newzealandsk koproduktion om den ensomme, 11-årige Adrian, som bor med sin bedstemor og sin deprimerede onkel Rory. Da tre mystiske, nærmest vilde børn flytter ind i huset overfor, finder Adrian endelig nogen, han kan relatere til.
Hjemme i New Zealand arbejdede Borgman som runner og studerede film og medier på universitetet.
"Men jeg har altid villet lave mine egne film," siger han og fortæller historien om, hvorfor han endte i Danmark.
"Jeg fulgte efter en skør, tysk pige til Berlin. I 2006 skrev hun til Zentropas Peter Aalbæk Jensen: 'Jeg har virkelig brug for et job.' Han svarede hende: 'Hvis du lærer dansk på tre måneder, får du et job.' Så hun lærte dansk, og Zentropa gav os et hjem."
Den "skøre, tyske pige" er Katja Adomeit, som har produceret "The Weight of Elephants", og både hun og Borgman bor i dag i Danmark.
'No bullshit'-attitude
Tilfældigheder bragte Borgman til Danmark, men han føler, at dansk film har en særlig stil, som han drages af.
"Dansk film har påvirket mig. Danskerne har et stærkt bullshit-filter. De har en lavere tolerance for sentimentalitet. Og det er godt for mig. Dybt indeni er jeg en dyster, deprimeret og banal filmskaber. Så jeg er heldig at have været igennem det danske bullshit-filter, fordi det har betydet, at jeg er mindre sentimental i mine film."
"Nu skal jeg bare passe på, jeg ikke bliver for kynisk," griner han.
Borgman synes også, at der er ligheder mellem den danske og newzealandske tankegang. I begge lande er det nærmest en dødssynd at tænke for meget om sig selv. Instruktøren forklarer:
"I New Zealand kalder vi det 'tall poppy syndrome' – vi holder dem nede, der får storhedsvanvid." At få sin film udvalgt til Berlinalen har ikke givet Borgman "tall poppy"-syndromet. "Selv om jeg føler mig som en lille fisk i et stort hav, er det en god følelse." Han kan godt lide at være den lille fisk, for han ville foretrække, hvis han kunne holde sig helt uden for al den hype og hysteri, som kan være forbundet med filmbranchen.
"Jeg er mere interesseret i at udvikle mig som kunstner," siger Borgman, som har tilført "The Weight of Elephants" stor poesi i skildringen af Adrians indre liv. Fragmenter af glas, smuldrende hegn og forladte bygninger fremstår som et æstetisk bagtæppe til Adrians ensomhed.
"Den poetiske stil er en del af mig. Jeg voksede op med Hollywood-traditionen, men så forelskede jeg mig i art cinema."
Borgman finder sin inspiration hos filmskabere uden for Hollywoods mainstream, som for eksempel Terrence Malik, men det er dansk films enfant terrible, som han har den største respekt for.
"Lars von Trier er nok den mest inspirerende filmpersonlighed i mit liv. Han er et geni, har stærke holdninger, og han er ofte præget af angst. Det gør ham meget menneskelig. Og han deler det med hele verden, hvilket er meget svært. Men Lars' indflydelse er ikke synlig i mit arbejde."
"The Weight of Elephants". Framegrab
Universel ensomhed
"The Weight of Elephants" er præget af stilhed, og Borgman forklarer: "Jeg forsøger altid at fjerne alt det, der ikke er essentielt for historien. I denne film ved tilskuerne det, som Adrian ved. Vi har ikke mere information end ham."
Den sparsomme dialog skyldes også, at der ikke findes mange mennesker i Adrians verden. De voksne er enten fysisk fraværende som Adrians forældre, eller mentalt fraværende som Onkel Rory.
"Filmen handler om et isoleret barn, der gør sit bedste. Mange af de udfordringer, som børn møder, skyldes forældrenes fravær." Borgman bliver insisterende, da han forklarer sine temaer.
"Isolation, tab af uskyld og at forvolde dem man elsker smerte – de temaer findes i alle mine film."
Filmskaberen fortæller derpå historien om en 3-årig pige, som forsvandt i New Zealand for nogle år siden. Hendes mor var uopmærksom et øjeblik, og så var pigen væk.
"Hele landet gik i panik og troede, at hun var blevet kidnappet. Men hun var faldet ned i et åbent afløb og var druknet. Det er så typisk – vi overser det indlysende, vi er mentalt fraværende. På samme måde er de voksne i filmen ikke onde. De er under pres, og de begår fejl." Men barndommen er ikke nemmere end livet som voksen.
"Tyngden i titlen henviser til det pres, som børnene i filmen ligger under for. Presset er meget tungt, og vi har som voksne ingen idé om, hvor hårdt et sådant pres kan føles for børn," siger Borgman og tilføjer: "Jeg bekymrer mig for uskyldige mennesker – for at verden nedbryder deres uskyld og forvandler den til noget grimt."
Børnene i filmen er ikke uskyldige, og de gør ondskabsfulde ting såsom at true med at slå Adrians kanin ihjel. "Men de vil bare føle sig magtfulde," siger Borgman, som mener, Adrians oplevelser er universelle.
"Det, der sker for Adrian, sker for alle i en eller anden grad. Alle møder udfordringer. Vi må alle forhandle i forsøget på at finde vores vej i livet."
"The Weight of Elephants" er produceret af Katja Adomeit og Leanne Saunders for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM Berlin Issue, februar 2013.
The Weight of Elephants
Tre børn i en naboby er blevet bortført. For den 11-årige Adrian, der tilbringer sine dage alene med at fantasere om alle de ting, som på en gang tiltrækker og skræmmer ham, sætter det gang i forestillingerne. Adrian, der er forældreløs og bor sammen med sin bedstemor og sin nedbrudte onkel i en stille, lille by i New Zealand, ser verden hastigt ændre sig.