Storfilmen ’Bastarden’ er baseret på Ida Jessens bestseller 'Kaptajnen og Ann Barbara' fra 2020. Instruktør Nikolaj Arcel har skrevet filmens manuskript sammen med Anders Thomas Jensen. I hovedrollen ses Mads Mikkelsen, og i øvrige bærende roller kan publikum opleve Amanda Collin, Simon Bennebjerg, Melina Hagberg, Kristine Kujath Thorp, Gustav Lindh, Morten Hee Andersen og Jacob Lohmann.
I filmen ankommer den fattige soldat Ludvig Kahlen i 1755 til den golde jyske hede med et eneste mål: at følge kongens kald om at opdyrke jorden og derved selv opnå rigdom og ære. Men Kahlen får hurtigt en fjende. Den nådesløse godsejer, Frederik De Schinkel, som er enehersker på egnen, mener at heden tilhører ham og ikke kongen. Da De Schinkels fæstebonde stikker af sammen med sin hustru Ann Barbara og søger tilflugt hos Kahlen, sætter godsejeren alt ind for at drive Kahlen væk og samtidig få en grusom hævn. Kahlen bøjer sig ikke, men tager stædigt den ulige kamp op og risikerer nu både sit liv, men også båndet til den lille umage familie, som er opstået omkring ham på heden.
Louise Vesth har produceret 'Bastarden' for Zentropa med støtte fra Filminstituttet.
Filmen får dansk biografpremiere den 5. oktober 2023.
Venedig Filmfestivalen
Claus Ladegaard, direktør for Filminstituttet, udtaler: "Udtagelsen af ’Bastarden’ til hovedkonkurrencen i Venedig er ikke bare en anerkendelse af filmens kvalitet og det talent, der ligger bag, men også et vidnesbyrd om dansk films evne til at skabe historier, der resonerer på globalt plan – der udfordrer, inspirerer og berører publikum."
Den seneste danske spillefilm, der opnåede denne anerkendelse, var Helle Ryslinges 'Sirup' fra 1990, mens Joshua Oppenheimers dokumentarfilm 'The Look of Silence' deltog i 2014. Der har også været både spille- og dokumentarfilm, VR-projekter og kortfilm udtaget i den norditalienske festivals sideprogrammer gennem årene, men nu er en dansk spillefilm altså igen i det fineste selskab i hovedkonkurrencen.
Venedig Filmfestival er verdens ældste filmfestival og blandt de mest prestigefyldte sammen med festivalerne i Cannes og Berlin. Festivalen blev afholdt for første gang i 1932, og første danske film på festivalen var børnefilmen 'De pokkers unger' af Astrid og Bjarne Henning-Jensen i 1947. Carl Th. Dreyer vandt den eftertragtede Guldløve, festivalens fornemmeste pris, for 'Ordet' i 1955.
I festivalens anden officielle konkurrence Orizzonti, der har særligt fokus på nye talenter, er Mika Gustafsons svensk-danske 'Paradise is Burning' udtaget. Filmen, der er hendes spillefilmsdebut, er koproduceret af Maria Stevnbak Westergren for Toolbox Film, har danske Sine Vadstrup Brooker bag kameraet og er klippet af danske Anders Skov.
Festivalprogrammet består af to officielle selektioner, hovedkonkurrencen og Orizzonti, samt sideprogrammerne Venice Days og Critics' Week.
Få det historiske overblik over danske film i Venedig.
Festivalen løber i år fra 30. august til 9. september.
Find mere information om festivalen på labiennale.org.