Bille August filmer i Danmark

I OPTAGELSE. Bille August er på optagelse med Birgitte Hjort Sørensen og Søren Sætter-Lassen i hovedrollerne til filmen "Balladen om Marie".

Mange har håbet på, at Bille August ville vende tilbage og lave en film i Danmark. Og nu sker det. I to uger har instruktøren været i gang med optagelser i Skagen og Marstrand til "Balladen om Marie", et filmdrama om Marie Krøyer, der var gift med den store danske maler P.S. Krøyer.

Forholdet mellem Marie og den maniodepressive P.S. Krøyer i årene 1889 til 1905 er bemærkelsesværdigt og godt stof for en dramatisk kærlighedshistorie. Birgitte Hjort Sørensen og Søren Sætter-Lassen spiller filmens to hovedroller, desuden medvirker Sverrir Gudnason, Tommy Kenter og Lene Maria Christensen.

"Det har været en fornøjelse for mig, at arbejde med danske skuespillere," fortæller Bille August. "Det er 25 år siden, jeg sidst har arbejdet i Danmark, og der er kommet nye skuespillere på banen. Man står helt uden forudfattede meninger og kan vælge dem, man synes er bedst, uden at tage hensyn til hvem der har spillet med i hvad."

"Det er jo en film om skagensmalerne, og det er hovedsageligt i Skagen, vi har filmet. Det er en stor oplevelse at optage i landskabet her og arbejde med at fange det nordiske lys som i malerierne."

Den 17. oktober, når efterårsstemningen sætter ind i de nordiske landskaber, genoptager Bille August og hans hold filmoptagelserne i fire uger. Der er planlagt dansk premiere på "Balladen om Marie" i august 2012.

Bille August selv arbejder videre med et stort internationalt projekt, filmatiseringen af bestselleren "Nattog til Lissabon". Birgitte Hjort Sørensen skal i gang med optagelserne til "Borgen 3", og Søren Sætter-Lassen spiller i hovedrollen i Moliéres komedie "Den gerrige" på Det Kongelig Teater med efterfølgende turné landet rundt.

Peter Asmussen har skrevet manuskript til "Balladen om Marie". Signe Leick Jensen og Karin Trolle producerer for SF Film Production. Filmkonsulent Steen Bille, Det Danske Filminstitut, har givet 6,5 mio. kr. i produktionsstøtte og 1,2 mio. kr. i regional støtte.