Børnene på Silkevejen

INTERVIEW. Instruktør Jens Pedersen og producer Maria Stevnbak Westergren har sammen skabt en serie om fem børn og deres liv i lande på Silkevejen. Første afsnit kan ses gratis i Cinemateket på lørdag kl. 12.00 eller genses på DR online. De kommende søndage vises seriens sidste fire afsnit på DR Ultra.

Igennem fem dokumentariske kortfilm giver "Børnene på Silkevejen" et nært indblik i fem forskellige børn og unges liv i alderen 11-14 år, der alle bor i lande fra den gamle silkerute: Indien, Kirgisistan, Bangladesh, Nepal og Mongoliet. Hvert afsnit er 20 minutter langt, og serien havde premiere på DR Ultra sidste søndag og kan nu ses online. De kommende fire søndage kan series sidste fire afsnit ses på samme kanal.

Det virker som om børnene i serien har stor tillid til dig og dit kamera. Hvordan har du arbejdet for at opnå det?

Jens Pedersen: Som hovedregel opbygger jeg et forhold til børnene og deres familier over længere tid, og de er også i kontakt med researcheren inden, under og mellem optagelserne. Alle børnene er valgt, fordi jeg oplever dem som spændende mennesker, og det er et godt udgangspunkt for at skabe et tillidsforhold, som giver adgang til nære scener og gør dem trygge ved at udtrykke sig. Andre gange kan man være heldig. Nogle af optagelserne til filmen fra Nepal er lavet bare tre timer efter, jeg var landet i Biratnagar. Jeg filmede en gruppe piger, hvor den ene skulle giftes. De andre piger er meget nysgerrige for at høre noget mere om gommen, og hvordan han ser ud. Alle steder i verden vil en gruppe piger tale om det, hvis en af dem sagde, at hun skulle giftes. Det er lige meget, om det er Grindsted eller Himalaya. Det vil være svært at få dem til at fokusere på noget andet i den situation. At jeg var der med et kamera betød intet for dem.

Hvordan har det været at lave en serie, og hvordan ville du have grebet det anderledes an, hvis det skulle have været en feature dokumentar?

Jens Pedersen: Hvis historierne skulle fungere som featurefilm, ville jeg have udvidet én af dem, så den indeholdt tematikker, der kunne være strukturerende for at bringe de øvrige fire historier i spil. Hovedkarakteren i Bangladesh kunne sagtens bære en langt mere udfoldet historie, som også ville handle om kærlighed, død og et ambivalent forhold til en af forældrene og på den måde fungere som ramme for at fortælle de andre historier.

Maria Stevnbak Westergren: Men det var ikke det, vi ønskede. Vi ville lave en serie, der appellerede til børn og unge, og som er egnet til tv-distribution herhjemme og i udlandet, og der er 20-minutters formatet bedre egnet. Desuden giver serieformatet muligheder for at opbygge seerloyalitet.

Hvor højt op går målgruppen?

Maria Stevnbak Westergren: Serien skal primært ses af børn, men voksne kan også være med. Det er historier, der handler om universelle temaer for børn, såsom venskab, kærlighed eller det at have en hest. Men der er også nuancer i historierne, som voksne kan reflektere over. For eksempel at børnene i filmene langt mere end danske børn er overladt til at klare problemerne i deres hverdag på egen hånd – og vokser med det.

I vil lave 10 nye film i serien...

Maria Stevnbak Westergreny: De første fem film er Pedersen & Co, der har produceret i samarbejde med Toolbox. Med de nye film bliver det Toolbox i samarbejde med Pedersen & Co. Jens skal instruere tre af filmene, mens Kaspar Astrup Schröder og Simon Lereng Wilmont skal stå for resten. Vi har fået go fra DR, og vi afleverer en ansøgning hos DFI i næste uge ved den tværmedielle pulje. DR Ultra bliver snart online only, så vi vil tænke en mere digital tilgang ind fra starten. Vi har nogle idéer, vi arbejder med, der skal berige fortællingerne og være med til at skaffe interesse om filmene for børn og unge.

Hvordan sikrer man så den kunstneriske linje, når flere instruktører skal være med?

Jens Pedersen: Kaspar og Simon laver deres film på deres måde, det er der plads til. Desuden ville jeg ikke kunne lave alle ti film selv, så jeg er bare glad for at få to dygtige instruktører trukket med ind i det. Vi vil lave dokumentarfilm, der kan fungere som et alternativ til fiktion for børn. Vi vil lave stærke fortællinger med en morale, som kan ændre dem, der ser det.

Maria Stevnbak Westergren: Alle instruktørerne deler den samme vision. Vi har sat en geografisk og kreativ ramme, som instruktørerne har friheden til at sætte deres eget personlige præg på og udforske. Vi har mange kreative møder sammen, hvilket giver et fælles sprog og en fornemmelse for serien. Instruktørerne deler erfaringer undervejs. Desuden vil der være nogle konkrete elementer, der går igen imellem de forskellige afsnit såsom musik, grading og sådanne. Det betyder ikke så meget, om alle afsnit har helt den samme tone, for man kan godt se filmene hver for sig. Det vigtigste er, at de enkelte fortællinger fungerer og passer ind under den overordnede vision.


Lørdag den 26. august kl. 12:00 er der premiere på 'Børnene på Silkevejen' i Cinemateket – det er gratis og alle er velkomne! Instruktøren vil præsentere filmene og bagefter er der børnevenlig reception. Billetter fås ved henvendelse til Lin Skytte på Toolbox Film – lin@toolboxfilm.dk.


Trailer