Christian Braad Thomsen var ven med den tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder (1945-82), der i løbet af 14 år bl.a. skrev og instruerede 40 spillefilm, to tv-serier og 24 teaterstykker. Braad Thomsen mødte Fassbinder første gang på Berlin-festivalen i 1969, hvor den tyske instruktørs debutfilm blev buhet ud. Braad Thomsen var sammen med Fassbinder sidste gang kun tre uger før hans død.
"Fassbinder – at elske uden at kræve" er baseret på ikke tidligere offentliggjorte filmoptagelser, som Braad Thomsen lavede med Fassbinder op gennem 1970'erne. Her fortæller Fassbinder om sin kærlighed til barndommens Hollywood, om 70'er-oprøret, om kvindefrigørelsen, om terrorismen i Vesttyskland, om kærlighed, ægteskab og børn – og om den personligt valgte galskab som det måske eneste alternativ til det herskende systems sindssyge. Han suppleres af sin mor og af skuespillervennerne Irm Hermann og Harry Bär.
"Det tog mig 32 år at finde ud af, hvordan jeg skulle anvende optagelserne," siger Braad Thomsen. Her deler den danske instruktør billeder fra filmen og tanker og minder om Fassbinder.
Fassbinder, 1978. Foto: Dino Raymond Hansen
"Fassbinder var kun 24 år, da hans debutfilm 'Kærlighed er koldere end døden' blev skånselsløst buhet ud på Berlin-festivalen. Jeg oplevede derimod filmen, som om det var verdens første. I en tid, hvor filmsproget var degenereret til kommercielle klichéer, blev sproget her opfundet på ny. Det statiske kamera hvilede så længe på skuespillerne, at man selv fik lov at hvile i billedet, og når der endelig blev klippet, oplevede man klippet som et klip. Skuespillerne talte ikke meget, men når de sagde noget, spidsede man ører. Efter at Fassbinder havde filmet tavsheden, filmede han nu det tyske sprog. Og det blev specielt en åbenbaring for en dansker som mig, der er født i 1940, da de tyske tropper besatte Danmark. Jeg er vokset op med et grundlæggende had til alt, hvad der er tysk, inklusiv selve sproget, som jeg hidtil havde opfattet som et soldatersprog, et kommandosprog. Takket være 'Petra von Kants bitre tårer' og 'Effi Briest' opdagede jeg nu, hvor smukt og poetisk det tyske sprog også kan være."
Fassbinder og Hanna Schygulla i "Kærlighed er koldere end døden". Foto: Anti-teater og X-Film
"Fassbinder blev filmet kun otte timer, før han døde, og her formulerede han sit motto: at man må have sig selv to gange for at blive et helt menneske. Og man kan da heller ikke sige én ting om ham, uden at man også må sige det modsatte. På nattens sidste værtshus lignede han ofte en bølle, som man ville gå i en stor bue uden om, hvis man mødte ham på fortovet. Men når jeg næste morgen oplevede ham arbejde i filmstudiet med skuespillere, kamera og lys, blev skrubtudsen forvandlet til den smukkeste prins. At have sig selv to gange kan henvise til Freuds teori om, at mennesket er splittet mellem overjeget, hvor moralen har sæde, og det’et, hvor de fortrængte lyster er stuvet af vejen. Men ordene kan også henvise til Fassbinders yndlingsrekvisit spejlet, hvor hans personer til stadighed har sig selv endnu engang, f. eks. Emmi, der efter sin første nat med sin unge arabiske elsker ser sig selv i spejlet og konstaterer, at hun jo bare er en gammel rengøringskone, der formodes at have lagt den slags lyster bag sig."
Fassbinder med sin mor Lilo Pempeit, der var skuespiller i flere af hans film. Foto: Christian Braad Thomsen
"En enkelt gang i mit venskab med Fassbinder frygtede jeg, at det var slut. Jeg fortalte ham, at jeg ventede et barn med min kæreste, og han blev rasende og sagde, at så havde jeg da virkelig intet forstået af hans film, som handler om, at så frygteligt vi har indrettet os med hinanden, er det helt uforsvarligt at bringe børn ind i denne verden. Og derpå forsvandt han i natten. Jeg var fortvivlet, men siden fortalte hans skuespiller Irm Hermann mig, at han jo bare var jaloux, og at han ofte havde tigget og bedt hende om at skænke sig et barn. Men der havde hun trukket grænsen."
Fassbinder og Irm Hermann i "Angst æder sjæle op". Foto: Peter Gauhe
"Fassbinder var i en vis forstand selv det barn, han aldrig fik, og ligegyldigt hvor utålelig han kunne være, var det måske netop disse barnlige kvaliteter, der gjorde, at vi alle omfattede ham med så stor en kærlighed. Når han lavede film, kunne han som barnet skabe sin helt private eventyrverden – eller sine egne mareridt. Hans film er i en vis forstand filmet fra det undrende barns synsvinkel. Hvordan er det dog, de voksne lever? Hvordan er det, de mishandler hinanden og sig selv?"
Fassbinder og Braad Thomsen på Fassbinders hotelværelse i Cannes, 1978. Foto: Dino Raymond Hansen
"Fassbinder – at elske uden at kræve" er produceret af Christian Braad Thomsen for Kollektiv Film. Filmen har verdenspremiere i sideprogammet Panorama Dokumente på Berlin International Film Festival.
Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin, FILM Berlin Issue 2015 og i det digitale magasin DFI-FILM.
Fassbinder - at elske uden at kræve
Christian Braad Thomsen var ven med den tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder, der i løbet af 14 år skrev og instruerede 60 enkeltfilm for biograf og tv. Braad Thomsen mødte Fassbinder første gang på Berlin-festivalen i 1969, hvor den tyske instruktørs debutfilm blev buhet ud, og Braad Thomsen var sammen med ham sidste gang kun tre uger før hans død. Filmen er baseret på ikke tidligere offentliggjorte filmoptagelser, som Braad Thomsen lavede med Fassbinder op gennem 1970'erne.
