Jeppe Røndes debutfilm tager afsæt i virkelige hændelser fra Bridgend County, Wales.
Teenagepigen Sara og hendes far Dave flytter til en lille walisisk landsby, der er plaget af selvmord blandt de unge indbyggere. Sara forelsker sig hovedløst i Jamie, en af de lokale drenge. Imens prøver Dave som landsbyens nye politimand at stoppe den mystiske række af selvmord.
I seks år fulgte Jeppe Rønde en gruppe teenagere fra Bridgend, og manuskriptet er skrevet på baggrund af deres livshistorier. Filmen er optaget udelukkende i Bridgend og med mange af de lokale teenagere som skuespillere.
Filmens tre hovedkarakterer spilles af Hannah Murray, Steven Waddington og Josh O’Connor.
Jeppe Rønde har tidligere instrueret kortfiktion, en tv-serie og flere dokumentarfilm blandt andet "Jerusalem, min elskede" (2004) og "The Swenkas" (2005). Sidstnævnte vandt ham en Robert for Bedste Lange Dokumentarfilm.
"Bridgend" er produceret af Michel Schønnemann og Malene Blenkov for Blenkov & Schønnemann Pictures med støtte fra Det Danskes talentudviklingsprogram New Danish Screen.
Der er forventet dansk premiere i sommeren 2015.
Rotterdam International Film Festival
Rotterdam International Film Festival, der blev stiftet i 1972, er en af Europas vigtigste filmfestivaler for unge instruktører. Festivalens hovedkonkurrence blev introduceret i 1995 og tager kun film af første- eller andengangsinstruktører.
Hovedprisen på festivalen, Tiger Award, er tidligere blevet vundet af blandt andre Omar Shargawi for "Gå med fred Jamil – Ma salama Jamil" (2008), Morten Hartz for Kaplers "AFR" (2007) og Katrin Ottarsdóttir for "Bye Bye Blue Bird" (1999).
Festivalen melder de resterende programmer ud i løbet af den kommende uge.
Rotterdam International Film Festival løber fra 21. januar til 1. februar.