Burma VJ to priser rigere

Anders Østergaards dokumentarfilm modtog fredag den 15. januar to priser ved Cinema Eye Honors i New York.

"Burma VJ" kunne fredag aften skrive endnu to internationale filmpriser på CV'et. Ved den amerikanske filmindustris prisuddeling Cinema Eye Honors modtog den danske dokumentarfilm priserne for Bedste Internationale Film (instruktør Anders Østergaard) og for Bedste Klipper (Janus Billeskov Jansen og Thomas Papapetros). 

"Burma VJ" har nu samlet modtaget 38 nationale og internationale priser siden sin danske premiere i november 2008 – bl.a. priser på CPH:DOX, Sundance Filmfestivalen og IDFA, den internationale dokumentarfilmfestival  i Amsterdam. 

Der er gode chancer for, at filmen vinder flere priser i de kommende måneder, da producer Lise Lense-Møller er nomineret til en Producers Guild Award, som uddeles den 24. januar. Den 7. marts uddeles Academy Awards, og i den sammenhæng er Anders Østergaards film shortlistet til en Oscar for bedste dokumentarfilm.