Danica Curcic har haft noget af et år. Fire markante filmroller – i Bille Augusts "Stille hjerte", Hella Joofs "All "Inclusive", Christian E. Christiansens "Lev Stærkt" og Mikkel Nørgaards "Fasandræberne" – teaterroller i "Romeo og Julie" og "Lort", udtagelse til Shooting Star i Berlin, Ove Sprogøe Prisen, en Robert og en Bodil. Og nu altså også vinder af den danske filmbranches største talentpris, Nordisk Films Pris, som den første skuespiller nogensinde.
"Jeg vidste slet ikke, at en skuespiller kunne vinde den pris," sagde en beæret Curcic, da hun modtog prisen ved åbningen af CPH PIX i Imperial onsdag aften. "Jeg bed også mærke i, at jeg er den første kvinde siden 1998. Så den her ser jeg som et tegn på nytænkning og en vigtig udvikling, så tak for det," sagde den 29-årige skuespiller og slog et slag for flere kvinderoller i dansk film.
Rammer som et lyn
Prisen blev uddelt af Michael Noer, som sammenlignede Curcics stjernestatus med Michael Laudrups. Så oplagt var det at give hende prisen, at han for at holde spændingen, omtalte hende som en genstand.
"Vi har stadig svært ved at udtale dens navn korrekt, men dens tilstedeværelse på filmlærredet er uforglemmelig." Det udtales for øvrigt Daanitza (tryk på første stavelse) Tschurtjitsch.
"Danica er fuldstændig unik i sin tilgang til at engagere sig i en rolle," sagde Noer. "Hovedkulds kaster hun sig selv ind i tilblivelsen af en karakter og stiller sig selv fuldstændig til rådighed, uden at gå på kompromis med eller slippe karakterens kerne. Det er derfor ikke uden grund, at årets prismodtager har travlt, men når vi er sammen med hende i biograf mørket – så står tiden stille. Engang imellem rammer et lyn – det går hurtigt, det lyser op og slår ned i os alle - Årets prismodtager er Danica Curcic."
I 2015 kan man bl.a. opleve Curcic i May el-Thoukys romantiske komedie "Lang historie kort" og Daniel Denciks historiske drama "Guldkysten".