Danmarks bedste unge filmskabere

39 film lavet af unge fra hele landet var nomineret til dette års Oregon Filmfestival, der uddelte priser søndag den 20. september under BUSTER Filmfestival for Børn og Unge i København.

Brancheprisen
Min mor er prostitueret. Det er den barske virkelighed, der pludselig går op for Amanda, som er hovedpersonen i vinderen af Oregon Filmfestivalens største pris, Brancheprisen. Vinderfilmen "Amanda" af Mads Mengel deltog i kategorien for unge filmskabere under 20. Prisen sikrer instruktøren støtte til en helt ny filmproduktion med alt fra udstyr og klippetid til medvirken af professionelle skuespillere.

Se vinderen af Brancheprisen: "Amanda"

HUMAC 16 Publikumsprisen og Fine & Mellowprisen
Emilie vi hellere synge rock med sine venner end at gå i kirkekoret, og det har hendes far ufatteligt svært ved at acceptere. Heldigvis får Emilie alligevel luft under vingerne i filmen af samme navn. Filmen vandt både HUMAC 16 Publikumsprisen og Fine & Mellowprisen for bedste film i kategorien for unge under 16 år. Instruktøren er 15-årige Anne Sofie Holst fra Silkeborg.

Se vinderen af HUMAC 16 Publikumsprisen og Fine & Mellowprisen for bedste film: "Luft under vingerne"

76 film deltog
76 film fra hele landet blev under de indledende regionale filmfester i maj indstillet til Oregon, og de 39 gik videre til finalen i København. En jury bestående af leder af filmværkstedet Prami Larsen, filminstruktørerne Heidi Maria Faisst (Velsignelsen) og Omar Shargawi (Gå med fred, Jamil), filmhistoriker Ulrich Breuning og uddannelseskonsulent Lisbeth Juhl Sibbensen fra det Danske Filminstitut besluttede hvem, der vandt de seks priser, som juryen uddeler. Der var desuden to publikumspriser.

Øvrige priser
Filmgearsprisen - Bedste fiktion under 16: "Uden titel" af Laura Billelund Dehlbæk
Koncernprisen - Bedste dokumentar under 20: "Vågn op" af Malthe K.B. Merrild
EBHprisen - Bedste fiktion under 20: "Algot" af Casper B. Degn
Soundriseprisen - Åben klasse under 20 (musikvideo, eksperimental, animation mm): "En kærlighedsfilm" af Thea Astrid Pedersen
HUMAC 20 Publikumsprisen: "Amalie og Anna" af Anna Sofie Pedersen

Alle de 39 nominerede film kan ses på dvoted's website.
 
Læs mere om Oregonfilmfestivalen på oregonfilm.dk