I Filmhuset står et pengeskab. I pengeskabet står den første Oscar-statuette, som blev uddelt til en dansker.
I dag er de færreste, der kan nikke genkendende til navnet Max Rée, som står indgraveret i bunden af den guldbelagte figur. Men Oscar-statuetten fra 1931 er historien om en ung, fremadstormende mand, der på få år arbejdede sig til tops, og som blev et brandvarmt navn i USA.
Historien begynder i 1921, da den tyske teatermand Max Reinhardt kom til København for at sætte en forestilling op på Dagmar Teatret. Han hyrede Max Rée til at lave kostumerne. Reinhardt blev så begejstret for den unge danskers resultater, at han tog den spirende arkitekt og kostumetegner med til Stockholm og siden New York. Her arbejdede Max Rée videre som kostumetegner på en række teatre på Broadway.
Første danske Oscar-vinder
I 1925 rejste Max Rée til Hollywood og arbejdede gennem otte år for tidens store selskaber som kostumetegner, art director og chief art director. Han lavede kostumer for stjerner som Greta Garbo, Lillian Gish og Gloria Swanson. I 1927 takkede Max Rée ja til en chefstilling hos First National. Her ledede han studiets kostumeafdeling og var ansvarlig for over 40 film.
I 1931 modtog han som første skandinav og dansker en Oscar for scenografien til den stort anlagte westernfilm "Cimarron".
Gået i glemmebogen
Max Rée blev født i 1889 og blev efter jura- og filosofistudier ved Københavns Universitet optaget på Det kongelige Kunstakademi, hvorfra han i 1922 fik sin afgangseksamen som arkitekt. Men det var Rées kunstneriske sind, der kom til udtryk i hans kometfarende karriere.
Max Rée var kendt for sine farverige illustrationer og kostumer. Her originale skitser og farveprøver.
Men til trods for, at han skrev sig ind i historien som den første Oscar-vindende dansker, er det sjældent, han omtales herhjemme.
Lever videre i Filmhuset
I Filmhuset har man dog gemt en samling af gamle billeder, manuskripter, dekorationer og tegninger fra Max Rées karriere. Og i et hemmeligt pengeskab står statuetten, den originale, som det måske mest håndgribelige minde om den succesfulde kostumetegner og illustrator.
Ifølge forskningsbibliotekar Birgit Granhøj Dam er samlingen vigtig, fordi Max Rée var en foregangsmand.
"Max Rée-samlingen er interessant, fordi Rée var en af de første danskere, der fik en stor karriere i Hollywood. Og så er det en virkelig flot samling, fordi han tegnede helt fantastisk. Hans kostumetegninger er små kunstværker," siger Birgit Granhøj Dam.
Klassisk Max Rée-kostume. Farverigt og ekstravagant.
Men hvorfor gik denne internationalt berømte dansker så i glemmebogen?
Ifølge Birgit Granhøj er titlen som kostumetegner og scenograf årsagen. Havde det været en skuespiller, der badede i hovedroller eller en instruktør, havde historien nok været anderledes, mener hun.
"Det er altid sjovt, når danskere tager ud i verden og gør noget stort. Men der er jo mange folk bag kameraet, som ikke får den opmærksomhed, som dem foran. Hvor mange scenografer eller komponister i Hollywood kan du lige sætte navn på? Man kender instruktøren, måske producenten, og så kender man skuespillerne."
Max Rée nåede at arbejde på cirka 150 filmproduktioner. Han døde i Los Angeles i 1953, 63 år.
Dele af samlingen – og Oscar-statuetten i pengeskabet – kan ses efter aftale med Det Danske Filminstituts Bibliotek.