Jakob Maqes animerede kortfilm "Tupilaq" er udtaget til kortfilmprogrammet på Sundance Film Festival. Dermed gør den Michael Madsens dokumentarfilm "The Visit" og den svensk-dansk koproducerede dokumentarfilm "Pervert Park", som deltager i konkurrenceprogrammet World Cinema Documentary, selskab.
En tupilak er både et symbol på en forfaders ånd og en forbandelse, som kan kastes over en fjende. Filmen giver et indblik i kontrasten mellem en traditionel grønlandsk baggrund og hverdagslivet i det vestlige samfund.
Den seks minutter lange film kan ses på Ekko Shortlist, hvor den beskrives således:
"Mellem knejsende højhuse, osende biler og fortravlede forbrugere sidder en fordrukken mand og betragter byens mylder. Pludselig mindes han den storslåede grønlandske natur, han stammer fra – en verden, der står i skarp kontrast til den moderne civilisation. Men minderne er svære at fastholde, når storbyens barer og fristelser trænger sig på."
Intruktør Jakob Maqe er født i Nuuk i Grønland og vokset op i Aalborg. Han er uddannet fra Animation Workshop i Viborg i 2007 og har siden arbejdet med animation og instruktion.
Om dokumentarfilmene på Sundance: Fra det ydre rum til Sundance
Sundance Film Festival (22. januar-1. februar)