Tea Lindeburg går et travlt efterår i møde. Hendes debutfilm 'Du som er i himlen' er udtaget til filmfestivalerne i både Toronto i Canada og San Sebastián i Spanien, begge i september.
I San Sebastián gælder det hovedkonkurrencen, og i Toronto deltager filmen i debutantprogrammet 'Discovery', der sætter spot på de "instruktører, man skal holde øje med, og som vil tegne fremtiden for international film".
'Du som er i himlen' udspiller sig på en gård i slutningen af 1800-tallet, hvor 14-årige Lises liv ændres for altid over et enkelt døgn. Hun er den ældste i en stor søskendeflok og skal som den første i familien i skole, fuld af håb og tro på livet. Men da hendes mor går i fødsel, viser det sig hurtigt, at noget er galt. Som natten trænger sig på og fødslen intensiveres, må Lise forberede sig på, at den dag, der startede i barndom, kan slutte med, at hun bliver kvinden i huset.
Filmen er produceret af Lise Orheim Stender og Jesper Morthorst med støtte fra Filminstituttet. Der er dansk premiere 6. januar 2022.
Toronto Festivalen også med 'Flugt'
I Toronto kan man desuden se Jonas Poher Rasmussens Sundance-vinder 'Flugt', som allerede har vundet en række priser ved internationale festivaler. Den animerede dokumentar er desuden udtaget til New York Filmfestival i efteråret.
Filmen er produceret af Final Cut For Real og handler om instruktørens gymnasieven Amin, som for første gang fortæller den dramatiske historie om sin rejse fra Afghanistan til Danmark for 25 år siden. Gennem samtaler med instruktøren beslutter Amin en gang for alle at gøre op med sin turbulente fortid, der har kastet lange spor ind i hans voksenliv.
Flugt havde dansk premiere den 17. juni og kan fortsat ses i biografen i København og Aarhus.
En række udenlandske koproduktioner med dansk deltagelse bliver desuden vist på Toronto. Det gælder den dansk-tyrkiske 'Anatolian Leopard' af Emre Kayis – medproduceret af Adomeit Film – der omhandler to dyrepassere i en tyrkisk zoologisk have, som skjuler en leopards død for at redde deres skrantende arbejdsplads. Også den norsk-danske komedie 'The Middle Man' med Nicolas Bro på rollelisten og medproduceret af Profile Pictures får premiere på festivalen.
Cannes-vinderen 'Verdens værste menneske' af Joachim Trier og 'Costa Brava, Lebanon', der har verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig, vises på festivalen. Begge er koproduceret af Snowglobe.
San Sebastián med afgangsfilm og kulinarisk dok
I San Sebastián får Tea Lindeburgs 'Du som er i himlen' følgeskab af Christoffer Ansels afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, 'Hullet', der vises i kortfilmkonkurrencen for filmskolefilm, og Rasmus Dinesens 'Michelin Stars II: Nordic by Nature' i programmet Culinary Zinema..
'Hullet' følger den unge Elias, der lever en isoleret tilværelse med sin far, Frank. Dagene går med at fylde et hul, som bliver ved med at dukke op i gulvet i deres stue, mens aftenerne bruges på at slappe af. Den monotone eksistens passer Frank glimrende, men langsomt begynder Elias at stille spørgsmål ved tilværelsen og tage tilløb til at konfrontere sin stædige far.
I dokumentaren 'Michelin Stars II: Nordic by Nature' tager instruktør Rasmus Dinesen til Færøerne for at se nærmere på en kulinarisk perle, nemlig restauranten Koks ført an af den unge kok Poul Andrias Ziska. Dinesen, der står bag en række dokumentarfilm om gastronomi, var også udtaget til San Sebastian med filmen 'Michelin Stars I: Tales from the Kitchen' fra 2017.