"Constellation" er efter eget udsagn "verdens første online-biograf". Konceptet går ud på at broadcaste film for et globalt live-publikum, men med et begrænset antal "sæder" så gæsterne i et eksklusivt forum kan diskutere filmene med hinanden og en relevant VIP-vært.
Søndag den 26. juni kl. 20.00 er den danske dokumentarfilm "Min avatar og mig" sat på plakaten, og filmens hovedkarakter og medinstruktør Mikkel Stolt er VIP-vært med ansvar for introduktion og efterfølgende Q&A.
At "Min avatar og mig" dermed bliver første danske film i verdens første online-biograf, er ikke helt tilfældigt. Filmen, der tidligere på året havde premiere på DOX:BIO og online i Second Life, handler netop om valget mellem den digitale verden og "virkeligheden", og den følger Mikkel Stolts egen rejse ind i den virtuelle verden, Second Life. Udflugten skildres i grænselandet mellem fiktion og dokumentar, og filmen viser med en del selvironi, hvordan hovedpersonens virtuelle succes langsomt opsluger og underminerer hans virkelige liv.
I skrivende stund er der 83 ledige pladser til visningen af "Min avatar og mig", og billetterne koster ca. 26 kr. Efter den 26. juni har brugerne mulighed for selv at arrangere nye screeninger af filmen med nye gæster og værter.
Tid: Søndag den 26. juni kl. 20.00
Sted: https://www.constellation.tv/film/21
Pris: $4.99 / 26 kr.
"Min avatar og mig" er produceret af instruktørerne Bente Milton og Mikkel Stolt med støtte fra New Danish Screen.