Danske børnefilm – på swahili

Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: Én, to! Én, to … Moja, mbili, moja, mbili … På årets internationale filmfestival i Zanzibar kan de østafrikanske børn bl.a. opleve Mihail Badicas kortfilmversion af H.C. Andersen klassiker "Fyrtøjet" på deres eget sprog.

Fra den 27. juni til den 4. juli afholdes den 12. Zanzibar Internationale Film Festival (ZIFF), hvor Det Danske Filminstitut igen i år viser film og arrangerer workshops.

Det Danske Filminstitut har i løbet af de seneste år i samarbejde med ZIFF opbygget en børne- og ungdomssektion – Children & Film Panorama – af festivalen. I år præsenterer festivalen et udvalg af børne- og ungdomsfilm fra bl.a. Danmark, Tanzania, Sydafrika, Burkina Faso og Japan.

Der indgår 10 danske film i børne- og ungdomssektionen, blandt andet spillefilmen "Karla og Katrine" og kortfilmen "Lille far".

Filminstituttet har som noget helt særligt oversat og dubbet nogle af kortfilmene til swahili – det gælder Per Flys "Den lille ridder", Mihail Badicas "Fyrtøjet" og Jannik Hastrups "Krig og kager". De tre kortfilm vil efterfølgende blive tilbudt filmfestivaler og danske ambassader i Østafrika.

Det Danske Filminstitut gennemfører desuden en tredages manuskriptworkshop, ledet af manuskriptforfatter Tobias Lindholm i samarbejde med Charlotte Giese fra Filminstituttet.

Den aktive danske deltagelse skal fremme interessen blandt lokale filmskabere for at lave film for børn og unge. Mere end 50 % af Østafrikas befolkning er under 15 år. Det Danske Filminstitut ønsker at være med til at fremme både produktion og distribution af børne- og ungdomsfilm i regionen – samt styrke det politiske fokus på området.

Children & Film Panorama under Zanzibar International Film Festival 2009 er støttet af Kunststyrelsen, Center for Kultur og Udvikling, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond og den Danske Ambassade i Dar es Salaam.

For yderligere oplysninger

Det Danske Filminstitut
Charlotte Giese, Afdelingschef for Børn & Unge, 2332 9030, charlotg@dfi.dk  
Barbara Rovsing Olsen, Projektkoordinator for Børn & Unge, 2286 9043, barbarao@dfi.dk  

Danske film på ZIFF:

  • "Karla og Katrine", Charlotte Sachs Bostrup (2009)
  • "Klatretøsen", Hans Fabian Wullenweber (2002)
  • "Ernst og blikkenslageren", Alice de Champfleury (2004)
  • "Ernst på skøjter", Alice de Champfleury (2002)
  • "Fyrtøjet", Mihail Badica (1993)
  • "Hjem til mor", Frode Højer Pedersen (1995)
  • "Hænderne op!", Morten Henriksen (1997)
  • "Krig og kager", Jannik Hastrup (2005)
  • "Lille far", Michael W. Horsten (2003)
  • Den lille ridder", Per Fly (1998)

Zanzibar International Film Festival

Se klip fra "Fyrtøjet" på swahili

Irena Sanga lægger stemme til heksen i "Fyrtøjet".