Danske cross-media-projekter i London

CROSS-MEDIA. 30 af verdens bedste cross-media-projekter er udvalgt til det højt estimerede finansieringsmarked, The Pixel Market, som foregår den 17.-18. oktober i forbindelse med London Film Festival. Hele fire af projekterne er danske – og tre af dem støttet af Det Danske Filminstitut.

Power to the Pixel er en af pionererne på cross-media-feltet og afholder i disse dage "The Cross-Media Forum" i forbindelse med London Film Festival. Formålet er at udforske nye historieformater og forretningsmodeller på tværs af digitale platforme.

En af hovedattraktionerne på forumet er "The Pixel Market", som er verdens eneste finansieringsmarked med fokus specifikt på cross-media projekter. Her mødes repræsentanter fra hele verdens kreative brancher med over 100 potentielle investorer og beslutningstagere.

Fakta

New Danish Screen har til formål at støtte og inspirere udviklingen af filmens formsprog og fortælling, så dansk film bevarer og styrker sin dynamik og diversitet. Støtteordningen baserer sig på et samarbejde mellem DR, TV2 og Filminstituttet jf. filmforliget 2011-2014.

Læs mere om New Danish Screen.

Spilordningen har til formål at støtte udviklingen af digitale spil til børn og unge. Spilordningen kan yde støtte til ideudvikling og projektudvikling til spil, og råder over i alt 20 millioner kroner i perioden 2011-2014.

Læs mere om Spilordningen.

30 internationale projekter er blevet udvalgt til at deltage i "The Pixel Market" – heriblandt fire danske:

World Online Orchestra Project

Symfoniorkestret "Copenhagen Phil" deltager i samarbejde med mediebureauet Makropol med "World Online Orchestra Project". Selv beskriver de projektet som "en brugergenereret musikvideo, hvor alle kan deltage og interagere med World Online Orchestra – og dermed skabe en konstant foranderlig interkontinental oplevelse af klassisk musik og Beethovens 5. symfoni".

"World Online Orchestra Project" er særligt udvalgt til "Pixel Pitch"-sektionen. Her får otte udvalgte teams mulighed for at give en 10-minuttes præsentation af deres projekt – hvorefter en jury af indkøbere, investorer og kreative partnere kårer vinderen af "ARTE Pixel Pitch-prisen" på 6.000 engelske pund.

Læs mere om projektet og se en dummy-video på worldonlineorchestra.com

Cinema dell'Arte – Thunders of Thor

Nordisk Film Production deltager på markedet med "Cinema dell'Arte". Projektet handler om at blande animationsfilm, live motion-capture via bevægelsessensorer og teater for børn. Selve historien tager udgangspunkt i den nordiske mytologi.

Konceptet er en videreudvikling af Petter Madegård og Jakob Balslevs afgangsprojekt fra Filmskolen. Læs FILMupdates interview med de to og se et imponerende eksempel.

"Cinema dell'Arte" har modtaget støtte fra New Danish Screen.

Yderst hemmeligt

Klassefilm og KnapNokGames deltager med et computerspil, som blander klassisk platformspil med selvbiografisk dokumentar. Historien udspiller sig i Danmark under den kolde krig, og brugeren går på opdagelse i en relation præget af hemmeligholdelse, jovialitet og matematisk nørderi.

Man bruger sin smartphone som joystick, og det gælder om at vippe telefonen og styre en verden af hulstrimler, som karaktererne bevæger sig på, alt imens man skal prøve at fastholde forbindelsen og undgå at snuble i huller og dermed tabe mobilen. Læs mere på ydersthemmeligt.dk

"Yderst hemmeligt" har modtaget støtte fra New Danish Screen.

Let's Dance – A Casual Game About Death

Det digitale bureau Kong Orange deltager med "Let's Dance – A Casual Game About Death". Projektet er dels et computerspil, hvor spilleren styrer Døden, der er ude at høste sjæle ved hjælp af sin dødedans – og dels en biografisk bog og en serie af animationsfilm. Læs mere om projektet på kongorange.com/aboutLetsDance.htm

"Let's Dance – A Casual Game About Death" har modtaget støtte fra Spilordningen.

Se alle projekter på årets "The Pixel Market".
Læs mere om Power to the Pixel.