Danske dokumentarer drager til Amsterdam

IDFA 2019. Jørgen Leths filmiske testamente 'I Walk' skal deltage i hovedkonkurrencen på IDFA, som også hylder den alsidige filmmand med en ærespris. Få overblik over de ti danske titler, der fra 20. november kommer på plakaten i Amsterdam under den prominente dokumentarfestival.

Når den førende dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam slår dørene op den 20. november, bliver det med en stribe danske film på programmet. I år fejrer festivalen Jørgen Leth for hans virke som dokumentarist med en Lifetime Achievement Award, og Leths aktuelle selvbiografiske 'I Walk' har desuden premiere i hovedkonkurrencen. 

Desuden er Eva Marie Rødbros 'I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die' udtaget til konkurrencen for debutfilm, og Simon Lereng Wilmont konkurrerer med 'Fugledrengen' om titlen som bedste dokumentar for børn og unge. 

'I Walk' af Jørgen Leth får verdenspremiere i IDFA's hovedkonkurrence. Foto: Tómas Gislason

Ud over filmene i konkurrence vises en række titler i festivalens øvrige serier. Anders Østergaards 'Vinterrejse' om de tyske jøder under Hitlers regime har premiere i programmet Masters. Denne serie for velrenommerede dokumentaristers seneste værker viser også Eva Mulvads 'Love Child', der fik en pæn modtagelse ved premieren på Toronto Filmfestivalen i september.

Feras Fayyads Toronto-vinder 'The Cave' og Pernille Rose Grønkjærs 'Jagten på lykken' vises i Best of Fests, en serie for det forgangne års stærke festivaltitler, og 'Fat Front' af Louise Unmack Kjeldsen og Louise Detlefsen er udtaget til det tematiske program Frontlight med fokus på ligeværd og lige rettigheder.

I den eksperimenterende serie DocLab konkurrerer installationen 'Reflector', der er skabt af Piotr Winiewicz og Dawid Gorny og produceret af Makropol. Endelig bliver flere danske koproduktioner vist på årets festival. 

IDFA 2019

IDFA, der står for International Documentary Film Festival Amsterdam, har kørt siden 1988 og regnes for verdens største dokumentarfilmfestival.

Dansk film har over årene været stærkt repræsenteret på festivalen, og siden 2001 er det blevet til i alt 14 priser. Se oversigt.

IDFA 2019 løber fra 20. november til 1. december. Se mere på idfa.nl.

Danske film og filmfolk på IDFA 2019

Få et samlet overblik over de danske film og filmfolk til årets festival:

Lifetime Achievement Award

  • Jørgen Leth modtager ærespris for sit livsværk.

​IDFA Competition for Feature-Length Documentary

  • Jeg går af Jørgen Leth.
    Produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production.

IDFA Competition for First Appearance

  • I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die af Eva Marie Rødbro.
    Produceret af Julie Friis Walenciak for Paloma Productions.

IDFA Competition for Kids & Docs

  • Fugledrengen af Simon Lereng Wilmont.
    Produceret af Maria Stevnbak Westergren for Toolbox Film.

Frontlight

  • Fat Front af Louise Unmack Kjeldsen og Louise Detlefsen.
    Produceret af Malene Flindt Pedersen for Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn.

Best of Fests

  • The Cave af Feras Fayyad.
    Produceret af Kirstine Barfod og Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production.
  • Jagten på lykken af Pernille Rose Grønkjær.
    Produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production.

Masters

  • Love Child af Eva Mulvad.
    Produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production.
  • Vinterrejse af Anders Østergaard.
    Produceret af Mette Heide for Plus Pictures.

IDFA DocLab Competition for Immersive Non-Fiction

  • Reflector af Piotr Winiewicz og Dawid Gorny.
    Produceret af Mads Damsbo for Makropol.

Focus: The Villain

  • The Look of Silence af Joshua Oppenheimer.
    Produceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real.

Koproduktioner

  • Aswang af Alyx Ayn Arumpac (Filippinerne, Danmark, Norge, Frankrig)
    Dansk koproducer: Henrik Underbjerg for Stray Dog Productions.
    Festivalserie: First Appearance
  • A Comedian in a Syrian Tragedy af Rami Farah (Frankrig, Danmark, Syrien, Jordan, Norge).
    Dansk koproducer: Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real.
    Festivalserie: Luminous.
  • In Mansourah, You Separated Us af Dorothée Myriam Kellou (Algeriet, Frankrig, Danmark).
    Dansk koproducer: Sara Stockmann for Sonntag Pictures.
    Festivalserier: Focus: It Still Hurts, Best of Fests.
  • Khartoum Offside af Marwa Zein (Sudan, Danmark, Norge, Frankrig).
    Dansk koproducer: Henrik Underbjerg for Stray Dog Productions.
    Festivalserier: Best of Fests, Spotlight: Sudan.
  • The Kingmaker af Lauren Greenfield (USA, Danmark).
    Dansk koproducer: Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production.
    Festivalserier: Best of Fests, Focus: The Villain.
  • My Darling Supermarket af Tali Yankelevich (Brasilien, Danmark).
    Dansk koproducer: Good Company Pictures.
    Festivalserie: IDFA Competition for First Appearance