To dansk-producerede dokumentarfilm, "The War Show" og "Amanda Knox", rejser i september til Toronto Filmfestivalen, en af årets vigtige internationale filmbegivenheder, hvor presse, branche og ikke mindst publikum præsenteres for et væld af nye stærke filmtitler fra hele verden. Begge de danske film er udtaget til festivalens dokumentarsektion TIFF Docs.
De to film får selskab af Amat Escalantes mexicansk-dansk koproducerede spillefilm "The Untamed", som er udtaget til visning i serien Vanguard. Filmen får sin verdenspremiere nogle dage inden i Venedig Filmfestivalens hovedkonkurrence.
Læs om "The Untamed" i Venedig.
Med udmeldingen tirsdag er foreløbig i alt tre danske og en dansk koproduceret film annonceret til årets Toronto Filmfestival, efter at Thomas Vinterbergs "Kollektivet" i juli blev inviteret til en Special Presentation på festivalen.
Læs om "Kollektivet" i Toronto.
The War Show
"The War Show" instrueret af Andreas Dalsgaard og Obaidah Zytoon tager os med til Det Arabiske Forår i Syrien.
I 2011 bliver den syriske radiovært Obaidah Zytoon og hendes venner revet med af opstanden imod regimet. De lever blandt kunstnere og aktivister og filmer deres liv, da de begynder at deltage i demonstrationerne mod præsident Assad. Men som opstanden udvikler sig til en blodig borgerkrig, bliver deres venskab sat på prøve gennem fængslinger, død og vold. Zytoon forlader Damaskus og rejser til sin hjemby Zabadani, til rebellernes højborg Homs og til det nordlige Syrien, hvor hun oplever den spirende ekstremisme. Filmen er en personlig roadmovie, der følger Syriens skæbne og en gruppe venner, hvis liv og drømme forvandles til mareridt, alt imens landet synker sammen i kaos.
Andreas Dalsgaard, der i 2009 blev uddannet som spillefilminstruktør, kastede sig allerede nogle år forinden over dokumentarfilmen med "Afghan Muscles" (2007), der affødte en pris for bedste instruktør på filmfestivalen i Los Angeles. Siden har han instrueret dokumentarfilmene "Bogota Change" (2009), "The Human Scale" (2012), dokumentar-fiktionen "Travelling with Mr. T" (2012) og "Life is Sacred" (2015).
"The War Show" er skrevet af de to instruktører og produceret af Miriam Nørgaard og Alaa Hassan for Fridthjof Film i samarbejde med Dharmafilm. Finske Oktober Oy er koproducent på filmen, der har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Klara Grunning-Harris samt fra DR.
Filmen får verdenspremiere allerede ugen inden på en anden af årets nøglefestivaler, nemlig i Venedig Filmfestivalens auteur-drevne serie Venice Days.
Amanda Knox. Foto: Plus Pictures
Amanda Knox
Den amerikanske instruktørduo Brian McGinn og Rod Blackhurst står bag "Amanda Knox", der har den danske producer Mette Heide i ryggen. Heide var også producent på McGinns prisvindende film fra 2012, "Rekordmanden".
Amanda Knox, der to gange blev dømt og to gange frikendt af italienske domstole for det brutale drab på hendes britiske værelseskammerat Meredith Kercher, blev genstand for alverdens spekulationer igennem de næsten ti år, som sagen varede, og hvor offentlighedens fascination blev næret af mediernes uophørlige opmærksomhed på sagen i dens mindste detaljer. Her i tiden efter, hvor meningerne om de juridiske konklusioner stadig er stærkt delte, går filmen videre end til skyldsspørgsmålet for at kaste nyt lys over begivenheder og omstændigheder fra de ni år, der er gået siden det skæbnesvangre efterår i 2007. Gennem hidtil uset arkivmateriale skifter filmen mellem fortid og nutid og går i en række eksklusive interviews tæt på sagens nøglepersoner Amanda Knox, hendes tidligere kæreste og medanklagede Raffaele Sollecito, den italienske anklager Giuliano Mignini og den engelske journalist Nick Pisa.
Mette Heide har produceret for Plus Pictures, og filmen, der senere lanceres på Netflix, har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Klara Grunning-Harris.
Dansk deltagelse i Toronto
- Thomas Vinterbergs "Kollektivet" vises ved en Special Presentation
- Andreas Dalsgaard og Obaidah Zytoons "The War Show" er udtaget til dokumentarsektionen TIFF Docs
- Brian McGinn og Rod Blackhursts "Amanda Knox" er også med i TIFF Docs
- Amat Escalantes mexicansk-dansk koproducerede spillefilm "The Untamed" præsenteres i serien Vanguard.
Toronto Filmfestival annoncerer flere film til årets program over de kommende uger.