Når London Film Festival slår dørene op for årets festival den 8.-19. oktober, bliver det med et markant dansk islæt. "The Salvation", "En chance til", "Ækte vare" og MGP-Missionen" er således alle at finde på årets program.
Blandt de fire film er der allerede godt med festivalerfaring. "The Salvation" af Kristian Levring fik premiere på Cannes, og Susanne Biers "En chance til" fik sin verdenspremiere i Toronto i september. "Ækte vare" åbnede årets udgave af CPH PIX, og "MGP-Missionen" har blandt andet været på filmfestivalen i Berlin.
Fenar Ahmads "Ækte vare" og Martin Miehe-Renards "MGP-Missionen" tager begge udgangspunkt i musik og miljø, om end de er ganske forskellige film. Under titlerne "Flow" og "The Contest – to the Stars and Back" er de nu klar til det engelske publikum.
Danmark er imidlertid også repræsenteret med Susanne Biers amerikanske produktion "Serena" og "The Duke of Burgundy", der har Sidse Babett Knudsen i hovedrollen. Sidstnævnte er i øvrigt netop blevet slået til ridder af den franske kunstorden "Arts et Lettre" for sine store skuespillerpræstationer.
BFI London Film Festival – bedre kendt som London Film Festival – er grundlagt i 1933. Årets udgave finder sted 8.-19. oktober.