Danske kortfilm om emigration på Annecy

ANIMATION. "Hollow Land" og "Miniyamba" er udtaget til dette års animationsfestival i Annecy, der slår dørene op den 10. juni.

Kortfilmene "Hollow Land" af Michelle og Uri Kranot og "Miniyamba" af Luc Perez er udtaget til Annecy International Animated Film Festival. Begge film behandler emigration.

Hollow Land

"Hollow Land", der handler om søgen efter et hjemland, er lavet i en håndgjort stil, ved brug af en unik fusion af cut-out i ler og tegnet animation. Instruktørerne kombinerer den traditionelle "under kameraet" cut-out-teknik med digital 2D og motion graphics.

Fakta

Filmfestivalen i den franske by Annecy er den vigtigste festival for animationsfolk.

Den er animationsbranchens svar på Cannes og stedet, hvor over 600 film fra hele verden ses og sælges, og hvor ligesindede mødes.

Filmen er produceret af Marie Bro for Dansk Tegnefilm med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje, National Film Board of Canada, CNC, Arte samt hjælp fra The Animation Workshop i Viborg.

Miniyamba

"Miniyamba" handler om Abdu, en ung mand fra Mali, der beslutter sig for at prøve lykken i Europa. En rejse fra Niger til Barcelona gennem den spanske enklave, Ceutas pigtråd, som sidste forhindring på Afrikas jord. Alle frames i filmen er håndtegnet.

Filmen en produceret af Vibeke Windeløv for Bezzo Productions med støtte fra Det Danske Filminstitut, Undervisningsministeriet, Animationssammenslutningen, ANIS, Le Mans Télévision og Center for Kultur og Udvikling.