Når Cannes Festivalen skydes i gang den 14. maj, er to danske film allerede sikret plads i programmet.
Directors' Fortnight, et af festivalens store sideprogrammer, har søsat et workshop-projekt, Nordic Factory, med støtte fra den danske talentordning New Danish Screen og Finnish Film Foundation til fire kortfilm. Filmene bliver alle instrueret og udviklet af en instruktør med nordisk baggrund i samarbejde med en instruktør med anden baggrund. De fire film, hver af et kvarters længde, vises den 15. maj på åbningsdagen for Directors' Fortnight.
Fra Danmark deltager Milad Alami, uddannet fra Den Danske Filmskole, og Kræsten Kusk, uddannet på Super16.
Milad Alami er født i Iran, opvokset i Nordsverige og bosat i Danmark. Han instruerede filmskoleafgangsfilmen "Intet kan røre mig" i 2011 og er snart aktuel med to nye kortfilm. Til Nordic Factory udvikler han filmen "Void" sammen med den kirgisiske instruktør Aygul Bakanova ud fra en pitch med ordlyden: "En mand. En færge. Et tomrum." De har blandt andet Lars Mikkelsen på rollelisten.
Kræsten Kusk har siden 1998 lavet 15 kortfilm, senest den 52 min. lange "Hvor lyset kommer ind". Han udvikler filmen "Sundays" sammen med den argentinske instruktør Natalia Garagiola. Filmens omdrejningspunkt er en datter og far, der mødes hver søndag – denne søndag går dog ikke som den plejer.
De to andre film i Nordic Factory er et finsk-fransk og et finsk-zambiansk samarbejde.
Nordic Factory
Instruktørparrene er blevet sat sammen af franske Dominique Welinski, der har etableret konceptet i samarbejde med Directors’ Fortnight. Idéen er at støtte og inspirere nye talenter gennem et samarbejde på tværs af filmkulturer.
Instruktørerne har idé-udvekslet over Skype siden december. De har udviklet manuskripter i løbet af januar, og efter en intensiv tre-dages workshop i Helsinki er optagelserne blevet forberedt i februar. I perioden 4. til 14. marts har hvert af de fire hold fire dage til at optage filmene her i Danmark.
Valeria Richter og Helene Granqvist producerer. Nordic Factory er et samarbejde med Directors’ Fortnight/Cannes Film Festival, støttet af New Danish Screen/Det Danske Filminstitut og Finnish Film Foundation. Copenhagen Film Fund, Mainstream, Red Rental, Larsen VFX og FilmGear er partnere og investorer i projektet.