Du kan godt forvente masser af kongerøgelse og royalt stjernestøv, hvis du tænder for DR1 mandag den 28. december. Kanalen har nemlig viet en hel aften til konger, dronninger, prinser og prinsesser.
Dronningens papirklip på tv-skærmen
Aftenen starter med "Året i kongehuset" – et tilbageblik på officielle rejser, prinsedåb og alt det andet, den kongelige familie har oplevet i året, der gik.
Herefter forkæler DR1 seerne med eventyrfilmen "De vilde svaner", som er baseret på H.C. Andersens eventyr af samme navn. Peter Flinth og Ghita Nørby har instrueret den en time lange filmversion af fortællingen om prinsesse Elisa, der mister sine elleve brødre, da deres onde stedmoder forvandler dem til svaner. Den unge prinsesse opgiver ikke håbet og lider i tavshed, mens hun arbejder på at få fremstillet de elleve skjorter af brændenælder, der kan løse hendes brødre fra fortryllelsen.
Stine Fischer Christensen spiller prinsesse Elisa, og i andre roller ses bl.a. Benedikte Hansen, Thure Lindhardt og Søren Sætter-Lassen. Da filmen havde premiere i efteråret, var det dog især filmens scenografi, som skabte overskrifter. Den består nemlig af decoupager (en slags papirklip) skabt af ingen ringere end Dronning Margrethe, som også har udviklet filmens manuskript i samarbejde med Jesper W. Nielsen.
Diana og decoupager
Den kongelige aften slutter af med spillefilmen "The Queen", med Helen Mirren i rollen som Dronning Elizabeth, der tog aldeles fejl i sin vurdering af, at sorgen over prinsesse Dianas død var en privat sag for det engelske kongehus.
Helt færdige med de blåblodede er DR1 dog ikke efter denne særlige temaaften. Dagen efter, den 29. december, kan seerne få nærmere indblik i den visuelle proces bag "De vilde svaner" i programmet "Bagom De vilde svaner".
"De vilde svaner" på DR1 mandag den 28. december kl. 20.00
"Bagom De vilde svaner" på DR1 tirsdag den 29. december kl. 19.30