Filmfestivalen i den nordspanske by San Sebastian anses for at være en af de vigtigste europæiske filmfestivaler efter Cannes, Berlin og Venedig. Når den 65. udgave skydes i gang den 22. september, bliver det med Milad Alamis debutspillefilm "Charmøren" på programmet.
Filmen er udvalgt til New Directors, som er festivalens konkurrence for europæiske, asiatiske og latinamerikanske instruktørers første eller anden film. "Charmøren" får dermed sin verdenspremiere på festivalen og har æren af at være åbningsfilm for konkurrencen med i alt 16 film.
"Charmøren" er et psykologisk drama om iranske Esmail, der desperat prøver at finde en dansk kæreste, så han kan blive i landet. I takt med at tiden løber ud, forelsker Esmail sig uventet i en ung kvinde, og hans fortid indhenter ham. Læs interview med instruktøren (på engelsk)
Esmail spilles af svensk-iranske Ardalan Esmaili. På skuespillerholdet er både kendte ansigter og nye navne, blandt andet en del iranske skuespillere ud over Esmaili i front. Over for ham spiller debutanten Soho Rezanejad, Lars Brygmann og iranske Susan Taslimi, der er et filmikon i Iran.
Alami har skrevet manuskript til debutspillefilmen sammen med Ingeborg Topsøe, der er uddannet fra National Film and Television School i England. Filmen er produceret af Stinna Lassen for Good Company Films med støtte fra Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen.
Alami er født i Iran, opvokset i Sverige og bosat i Danmark fra 2007. Han tog afgang fra Den Danske Filmskole i 2011 med filmen "Intet kan røre mig". Alami vandt en Robert for Årets Kortfilm med "Mommy" (2014) og har desuden instrueret de to kortfilm "Mini" (2014) og "Void" (2014), sidstnævnte sammen med den kirgisiske instruktør Aygul Bakanova og med premiere på Cannes Festivalens sideprogram Directors' Fortnight.
En dansk premieredato for "Charmøren" er endnu ikke fastlagt.
Andre film med danske filmfolk i San Sebastian
Den danske dokumentarfilm "Michelin Stars – Tales From The Kitchen" åbner festivalens gastronomiske sektion, Culinary Zinema, der sigter på at højne interessen for fødevarer og kogekunst gennem film. Dokumentaren giver indblik i, hvad alverdens gourmetrestauranter og chefkokke skal ofre for at opnå de eftertragtede stjerner. Rasmus Dinesen har instrueret, og Globus Film har produceret filmen, der får dansk premiere den 4. oktober på DOXBIO.
Meta Louise Foldager Sørensens engelske film "The Wife" er udtaget til festivalens hovedkonkurrence. Den danske producer bag film af Lars von Trier, Nikolaj Arcel, Pernille Fischer Christensen, Omar Shargawi, Samanou A. Sahlstrøm og mange flere har produceret filmen gennem Meta Film London med hovedsageligt britisk finansiering. Dramaet med Glenn Close og Jonathan Pryce i hovedrollerne er instrueret af Björn Runge og havde verdenspremiere på Toronto Filmfestivalen tidligere på måneden.
Endelig deltager danske producenter og filmfolk på en række samproduktioner, heriblandt Janus Metz' "Borg", Ruben Östlunds Guldpalmevinder "The Square" samt argentinske Diego Lermans "A Sort of Family", der har de danske selskaber Snowglobe og Act 3 som medproducere.
San Sebastian Filmfestivalen 22.-30. september 2017
Nyhed oprettet 25. august, revideret 19. september med information om "Michelin Stars – Tales from the Kitchen", "The Wife" og samproduktioner.