Den Danske Filmskole blev indviet i september 1966. Skolen fejrer i dag de 50 år med åbent hus, taler, prisoverrækkelser, filmvisninger, demonstration af Virtual Reality, debat om filmmediets fremtid og meget mere. Jubilæumsåret markeres i øvrigt med lidt renovering, særarrangementer fra Efteruddannelsen og en ny hjemmeside.
Vinca Wiedemann, der overtog posten som rektor efter Poul Nesgaard i 2014, udtaler i dagens anledning:
"I dag kan man ikke forestille sig dansk film uden Filmskolen. Det er næppe for meget at antage, at dansk film ikke havde haft sin nuværende kulturelle position, hvis det ikke var for den professionalisering og forædling af talenterne, som skolen nu har bidraget med gennem et halvt århundrede. Filmskolen er en nødvendig forudsætning for at skabe en tilstrækkelig slagkraftig industri, som kan klare de udfordringer og store muligheder, der venter forude. Branchen og skolen har altid været i tæt dialog og god samklang, og fra Filmskolens side glæder vi os til også i de næste 50 år at være et samlingspunkt for fornyelsen og udviklingen af dansk film."
Ti noter om fremtiden filmskole
På jubilæumsdagen udgiver skolen en pamflet med titlen "Ti noter om fremtidens filmskole", hvor Vinca Wiedemann tager livtag med de konkrete udfordringer, som skolen står overfor på et felt, som forandrer sig grundlæggende for tiden.
Medieudviklingens tempo gør, at det er umuligt at forestille sig, hvordan filmmediet og computerspilverdenen vil se ud om bare få år. Og skolens elever vil formentlig først være på toppen af deres kunstneriske karriere om 10-20-30 år. Det har fået Wiedemann til at opstille en række idéer og forslag til, hvordan man som kunstskole kan forholde uddannelsen til fremtiden, så eleverne kan blive aktive og vigtige spillere i medieudviklingen og samtidig fastholde og udvikle kunstnerisk fokus og relevans.
De ti nedslagspunkter lyder:
- Oprust fokus på fortællingen og de filmiske virkemidler.
- Udforsk nye roller og samarbejdsformer.
- Nedbryd genrerne, men bevar specialiseringerne.
- Styrk de håndværksmæssige forudsætninger og lad andre om teknologien.
- Bevar det lukkede læringsrum, men åbn det indadtil.
- Forny filmskolepædagogikken.
- Insistér på at udvikle Filmskolen uden at akademisere uddannelsen.
- Uddan entreprenører.
- Husk at undervisere er filmfolk, ikke professionelle lærere.
- Inddrag de studerendes ressourcer.
Pamfletten bliver uddelt ved Filmskolens åbne hus i dag.