Det er tredje gang i træk Daniel Dencik har en film udtaget til A-filmfestivalen i Karlovy Vary i Tjekkiet, når instruktørens første spillefilm "Guldkysten" vises i festivalens hovedkonkurrenceprogram i dagene 3. til 11. juli.
Dencik havde i 2014 kunsterportrættet "Tal R: The Virgin" med i konkurrenceprogrammet for dokumentarfilm, og året inden deltog to af hans dokumentarfilm, "Moon Rider" i festivalens konkurrenceprogram for lange dokumentarfilm og "Ekspeditionen til verdens ende" udenfor konkurrence.
"Guldkysten" omhandler et af de mørkeste kapitler i Danmarkshistorien. Filmen blev optaget i Ghana sidste sommer med Jakob Oftebro, Danica Curcic, Anders Heinrichsen, Adam Ild og Morten Holst på rollelisten.
Denciks første spillefilm foregår i 1836, hvor den unge botaniker Wulff bliver sendt et år til Afrika af den danske konge for at tilse arbejdet med en kaffeplantage. Bag sig har han sit livs store kærlighed, foran sig et eventyr, der vil føre ham ind i ukendt land, og som vil ændre hans unge liv for altid. Slavehandlen er for længst ophørt ved de danske handelsforter på Guldkysten, men da Wulff oplever, at hans plantager bliver hærget af de indfødte selv, føres han på sporet af en større konspiration, som viser sig at trække tråde helt ind i guvernementets inderste.
Jeppe Røndes "Bridgend"
Jeppe Røndes "Bridgend", der tager udgangspunkt i en voldsom række selvmord blandt unge i en mindre by i det sydlige Wales, er udtaget til programserien Another View, der præsenterer film, som tager markante kunstneriske valg. Filmen har allerede i forårets løb vundet priser på de vigtige festivaler i Rotterdam og Tribeca i New York, og herhjemme har den været vist på CPH PIX og får biografpremiere den 25. juni.
Læs interview med Jeppe Rønde om "Bridgend".
Både Daniel Dencik og Jeppe Rønde er erfarne dokumentarfilminstruktører, der med de to film for første gang tager greb med spillefilmgenren.
Karlovy Vary International Film Festival er en af verdens 15 A-filmfestivaler.
"Guldkysten" er produceret af Michael Haslund for Haslund/Dencik Entertainment med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR. Der er dansk biografpremiere den 2. juli, og filmen er med i Biografklub Danmarks Pluspakke.
"Bridgend" er produceret af Michel Schønnemann og Malene Blenkov for Blenkov & Schønnemann Pictures med støtte fra Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen. Danske biografpremiere den 25. juni.