Annette K. Olesen afløste i august Silje Riise Næss som ny spillefilmkonsulent. Onsdag den 7. september var filmbranchen så indbudt til at sige farvel og goddag til de to i anledning af konsulentskiftet. Det skete ved en reception i restaurant SULT på Filminstituttet i København.
Vi bringer her et uddrag af Annette K. Olesens tale, hvor hun blandt andet peger på, hvordan det at lære af sine erfaringer er en helt central forudsætning for, at vi bliver klogere og bedre til at skabe stærke og særegne danske filmfortællinger:
(...)
"Den danske filmbranche er refleksionsresistent. Jeg har selv været der – jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg tror, vi må være den branche i hele Danmark, som er dårligst til at lære af det, vi gør, og bruge vores erfaringer til at sætte nye, udviklende individuelle og fælles faglige mål.
Vi opretter en mellemstor dansk virksomhed, hver gang der laves en spillefilm, og ved, at virksomheden lukker efter et par år, så hvis oplevelsen har været problematisk, har alle involverede blikket stift rettet mod slutfesten og skynder sig lettede videre til det næste job med nogle andre, der er lige så refleksionsresistente.
Men hvordan bliver vi klogere af det, vi gjorde? (...)
Her i huset har der i årevis været en særlig opmærksomhed på, om talentfulde instruktører når frem til at realisere deres anden spillefilm, og et centralt spørgsmål kunne måske være: Blev der i tilstrækkelig grad og i fællesskab reflekteret over den første? I samme grad kunne der spørges, om en respekteret og erfaren instruktør eller manuskriptforfatter kan være faldet lidt ned i et hyggeligt loop, hvor der mest repeteres fremfor udforskes. Hvordan kan selv det garvede talent blive ved med at undersøge noget nyt og udvikle sit filmsproglige talent? Til gavn for den enkelte, til inspiration for branchen og til glæde for vores publikum.
Jeg ser frem til at møde en branche, der erobrer evalueringerne fra anmelderne og på forhånd tager kontrol med egne målsætninger og erfaringer. Som forstår, at ordet 'evaluering' ikke er synonymt med 'over knæet', men anskaffer sig et fælles professionelt sprog, der sætter fokus på det faglige fremfor det personlige. Hvad ville vi? Hvad lykkedes? Hvad lykkedes ikke? Hvorfor mon? Som bliver klogere på sig selv og formulerer nye individuelle og fælles mål på den baggrund. Både kunstnerisk, metodisk, produktionelt og arbejdsmæssigt.
Dem ser jeg frem til at høre om!
Jeg ser frem til, at danske spillefilm spejler en verden og et Danmark, der forandrer sig markant. Der er krig i Europa, der er store demografiske og geopolitiske bevægelser. Der er massive økonomiske udfordringer og større og større forskel på rige og fattiges muligheder. Der er en hel generation, der ifølge eksperter er massivt psykisk udfordrede, aldrig kommer ind på boligmarkedet i de større byer, og som ser ind i en fremtid, hvor de skal rydde op efter det svineri, de seneste 150 år har efterladt. Der er totalt grundlæggende omfortolkninger af begrebet identitet og forestillinger og meninger om, hvem der har ret til hvad, og i samme grad knirker de tektoniske plader under vores demokratiforståelse.
Hvad er danske filmfortælleres respons? Hvordan sørger vi for, at publikum ikke alene føler sig genkendt i karakterers emotionalitet og relationelle dilemmaer, men også kan relatere til den samtid og de universer, karaktererne færdes i både rumligt og mentalt? Det ser jeg frem til at opdage.
Jeg ser frem til fortællinger, der handler om et menneske fremfor et køn eller en etnicitet. Til at der skrives, tænkes og castes kønsneutralt, herkomstneutralt og nysgerrigt. Det kræver mod at have den åbenhed over for sit materiale, fordi det påvirker blikket og kan flytte perspektivet. Og det forudsætter frem for alt, at man som fortæller er helt klar over, hvad det er for en universel tematik, man vil sætte i spil. Hvad vil fortællingen sit publikum? Hvorfor er den nødvendig?
Det er især den klarhed, jeg gerne vil støtte. At der bliver brugt så meget tid på fundamentet, at de enkelte komponenter kan forandre sig, fordi alle hovedkræfter omkring fortællingen er helt klar over, hvornår det begynder at gå ud over essensen.
Jeg ser frem til, at Ruben Östlunds irriterende provokerende karakteristik af dansk films dovne tre-akts struktur og karakterbårne realistiske fortællinger bliver sparket så gevaldigt over skinnebenet, at både den og Ruben selv holder tyst förrrr helvete.
Jeg ser frem til eksperimenter med fortælleform, dramaturgi og visualitet – at spillefilmen genopdager og reformulerer sit format og flytter sig ud af den form, som tv-serien stjal fra 90'ernes og 00'ernes danske film. At filmskabere i Danmark reflekterer over, hvad forskellen nu er mellem film og tv og finder på et nyt sprog, som tv kan inspireres af og stjæle fra os.
Det er det særegne, der forfører. Det er det, der adskiller sig – nogle gange bare en tilsyneladende latterlig lille bitte smule – fra mængden, der bliver husket. En særlig måde at bruge sproget på i dialoger. En overraskende måde at træde ind i eller forlade scener og hele fortællinger på. En brug af et genregreb, der bryder med det forventede. En intuitiv følelse af 'timing', hvad enten det handler om rytmen i en scene eller fortællingens relevans for et samtidigt publikum. En særlig optagethed af en karakter, en uforudsigelig ide til cast eller en eller anden visuel detalje, der for andre kan synes fuldkommen inferiør, indtil den i den færdige film netop er det, der fascinerer, forfører, bevæger og inspirerer med sit blik. Og bliver husket.
Jeg tror på, at det særegne udspringer af det personlige. Det personlige temperament, det personlige blik, det personligt erfarede. Det er forbundet med blottelse og dermed med sårbarhed at stille det personlige til rådighed, og det kræver lydhørhed og opmærksomhed i et professionelt rum at være med til at beskytte og opmuntre den sårbarhed, uden at fortabe sig i den.
Det er, i mine øjne, en konsulents fornemste opgave. Det er det rum, alle de bedste konsulenter, jeg selv har siddet over for, har tilbudt mig. Det er sådan en filmkonsulent, jeg gerne vil være.
Jeg skal ikke opfinde den dybe tallerkens nye form. Det skal ansøgerne. Og verden venter ikke. Verden er ligeglad med dansk film – indtil danske filmskabere springer ud fra 20-metervippen, vover maveskindet, men med stor metodisk bevidsthed når at lave bomben og skvulpe bølger op på tilskuerne. Gerne i flok. Gerne fordi der deles ideer og inspirationer med bevidsthed om, at ingen kan stjæle fra hinanden, fordi alle stemmer er deres egne. Det ser jeg frem til.
Jeg elsker allerede mit arbejde på vores filminstitut. Jeg glæder mig – med stor bevidsthed om, hvor afsindigt svært det er at få visioner til at blive til virkelige, engagerende, smukke, nyskabende og bevægende film – til alt det, der kommer. Jeg vil forvalte magten med ydmyghed, og jeg vil forvente, at ansøgerne ligesom jeg selv tænker på det her hus som deres – og på dansk film som et fællesskab."
