Dirch og Dreyer til Moskva

INTERNATIONALT. Den legendariske biograf "35mm" i Moskva danner i september ramme om festivalen Danish Wave, der for tredje gang sætter fokus på dansk film i den russiske hovedstad. H.K.H. Kronprinsen åbner officielt festivalen den 7. september.

Danish Wave er en tilbagevendende dansk festival, som nyder stor bevågenhed blandt publikum i Moskva. I år byder H.K.H. Kronprinsen velkommen til festivalen, der åbner med en særvisning af den biografaktuelle danske film "Dirch" af Martin P. Zandvliet.

Under Danish Wave 3, der løber af stablen fra den 7. til 12. september, får moskovitterne desuden mulighed for at opleve Nikolaj Arcels "Sandheden om mænd", Christoffer Boes "Alting bliver godt igen", Pernille Fischer Christensens "En familie", Mads Brüggers "Det røde kapel" og den grønlandske spillefilm "Nuummioq" af Torben Bech og Otto Rosing. Desuden vises Carl Th. Dreyers "Vredens dag".

I åbningen deltager også Det Danske Filminstituts direktør Henrik Bo Nielsen og lanceringschef Pernille Munck Skydsgaard, samt skuespiller Lars Ranthe og producer Mikael Chr. Rieks, der efter visningen vil deltage i en Q&A om "Dirch". I forbindelse med åbningen kan man også opleve den danske dj Rosa Lux.

Dansk film blev kendt i Rusland med dogmebølgen, som for alvor var med til at slå dansk films renommé fast. Og netop nu strømmer russere i biografen for at se Lars von Triers "Melancholia".

Danish Wave 3 afholdes i samarbejde mellem Det Danske Filminstitut, Den Danske Ambassade i Moskva og den russisk arrangør Cool Connection. I forbindelse med festivalen afholdes desuden workshops med danske og russiske filmfolk.

Fuldt program

danish-wave-3-210