Nina Crone, der for tiden er i fuld sving med produktionen af animationsfilmen "Orla Frøsnapper", kan glæde sig over at hendes forrige produktion "Disco Ormene" er en kæmpesucces i Polen.
Producenten fortæller, at filmen, der er instrueret af Thomas Borch Nielsen, er den mest populære i de polske biografer, foran "Prince of Persia", "Sex and the City" og "Robin Hood".
På webbet er indspilningerne af filmens discosange i polske versioner uhyre populære på YouTube. Mere end 120.000 har f.eks. klikket sig frem til den polske rocksanger Agnieszka Chylińskas indspilning af "I Will Survive".
Nina Crone rejser på søndag til Shanghai, hvor de nordiske filminstitutter i forbindelse med Shanghais internationale filmfestival og EXPO har arrangeret et stort fremstød for nordiske familiefilm. Nina Crone deltager, fordi en del af produktionen af "Orla Frøsnapper" finder sted i Kina.
"Orla Frøsnapper" produceres i 3D. Idé-udviklingen foregår i Danmark med blandt andet de to danske instruktører Peter Dodd og Gert Fredholm i spidsen, og figurer og scenografi tegnes her. Selve den tekniske implementering af 3D-animationen foretages af Crone Films kinesiske samarbejdspartner, Xing-Xing Digital Corporation, i Beijing.
Nikolaj Lie Kaas og Thure Lindhardt lægger stemmer til Orla og drengen Victor, når "Orla Frøsnapper" får dansk premiere op til vinterferien 2011.
Læs mere om det fremstødet for nordiske familiefilm i DFI-nyheden: Nordiske børnefilm til Shanghai.