Den danske film- og tv-branche har i den længere tid debatteret arbejdsforhold og mangfoldighed. Nu slår en stor gruppe af film- og tv-folk i Journalistforbundet et slag for diversitet og mangfoldighed ved at stifte en ny pris i samarbejde med Filmmagasinet Ekko.
Diversitet Prisen uddeles af FILM&TVgruppen, som består af over 2.000 film- og tv-arbejdere organiseret i Dansk Journalistforbund. Prisen gives til en arbejdsplads, en producent, en broadcaster eller en enkelt person, som gør en særlig indsats for at inkludere alle mennesker – uanset køn, seksualitet, alder, etnicitet og social klasse – i branchen og alene værdsætte dem for deres faglige kvaliteter.
Alle kan byde ind med værdige modtagere af prisen. Navne på kandidater sendes til Ekko på ekko@ekkofilm.dk eller næstformand i FILM&TVgruppen, Pari Khadem, på stylist@parikhadem.com med en kort motivation. Forslag skal være modtaget senest tirsdag den 16. november kl. 12.
En jury bestående af blandt andet broadcastere og producenter vil vælge blandt de indkomne forslag, og prisen bliver uddelt ved Ekko Shortlist Awards 2021 den 27. november i Bremen Teater.
Filminstituttets Kirsten Barslund sidder i juryen for prisen, og Filminstituttet støtter Ekko Shortlist.
Billetter til festlighederne kan købes hos Billetlugen.