Dokumentar om voldtægt til London og Bornholm

SÆRVISNING. Den danske dokumentarfilm "Voldtægt som krigsvåben" vil blive vist både herhjemme og i London under det verdensomspændende topmøde "End Sexual Violence in Conflict".

Annette Mari Olsen og Katia Forbert Petersens dokumentarfilm "Voldtægt som krigsvåben" skildrer, hvordan massevoldtægt blev brugt som krigsstrategi på Balkan i begyndelsen af 1990'erne. I mange andre konflikter ses samme grumme mønster. 

Det vil et topmøde i London nu gøre noget ved, og "Voldtægt som krigsvåben" vises ved denne lejlighed.

Historisk forpligtelse

Topmødet i London, som bærer titlen "End Sexual Violence in Conflict", finder sted den 10. – 13. juni 2014 og ledes af den britiske udenrigsminister William Hague. Skuespillerinden Angelina Jolie, som er særlig udsending for FN's Flygtningehøjkommissariat, vil også være til stede. Topmødet er et resultat af G8-udenrigsministermødet i april 2013, hvor G8-gruppen i en historisk meddelelse forpligtede sig til at standse seksuel vold og voldtægt i konflikter. 

Samtidig arrangerer de britiske ambassader support events i Norge og Danmark, hvor "Voldtægt som krigsvåben" også indgår. I Litteraturhuset i Oslo vises filmen onsdag den 11. juni kl. 13:00 og efterfølges af bl.a. paneldiskussion og Q & A. 

Filmen vises derudover ved Folkemødet på Bornholm den 13. juni 2014, med deltagelse af udenrigsminister Martin Lidegaard og den britiske ambassadør i Danmark, Vivien Life.

"Voldtægt som krigsvåben" er produceret af Sfinx Film/TV og støttet af Det Danske Filminstitut.

Læs interview med Annette Mari Olsen og Katia Forbert Petersen.

Trailer

Filmen kan lejes på Vimeo for den nette sum af 3,75 amerikanske dollars.