Man lagde først mærke til Martin Zandvliet tilbage i 2002, hvor han var medinstruktør på dokumentarfilmen "Angels of Brooklyn", der var en empatisk og poetisk skildring af tre unge kvinder i et socialt belastet Brooklyn-kvarter. Han var i øvrigt begyndt som klipper og lavede efterfølgende to korte fiktionsfilm.
Gennembruddet kom i 2009 med spillefilmen "Applaus", et kammerspil kan man vel sige, helt centreret om én person. Skuespilleren Thea er en kvinde under indflydelse – af en hel del ting og sager. Først og fremmest alkohol i ødelæggende doser, men også indre dæmoner og traumer. Hun er kommet gennem behandlinger, gennem skilsmissen og er tilbage på scenen – meget passende i "Hvem er bange for Virginia Woolf?" Nu vil hun gerne genoptage kontakten til sine små sønner, som hun har måttet opgive forældremyndigheden over. Men kan det lykkes?
Historien om Thea har mindelser om alkoholikerfiktion som Tom Kristensens "Hærværk" og Scott Fitzgerald-novellen "Gensyn med Babylon", men undergangshistorier egner sig særlig godt til film. "Jeg hader almindelige mennesker", siger Thea, og selv er hun ikke helt almindelig. Hun prøver at holde balancen på en knivsæg, men der er en stadig risiko for, at hun vil kamme over, vippe ud over kanten og falde ned i dybet. Hele filmen er et langt dramaturgisk crescendo, hvor det bliver værre og værre, mens katastrofen nærmer sig. Men det er prisværdigt, at filmen behersker sig og ikke falder for fristelsen til at bevæge sig helt op i det røde felt.
I den altdominerende hovedrolle som både urimelig og rørende primadonna får vi Paprika Steen i en suveræn tour de force med et unikt register af stemningsskift, der skaber en permanent foruroligelse både hos omgivelserne og hos tilskuerne. Når hun udfolder sig med ulvesmil og lynhurtige giftigheder, vil de fleste blive bange.
Zandvliets næste spillefilm er også en undergangshistorie, en sammenbrudshistorie. "Dirch" er et portræt af komikeren som tragisk taber. Dirch Passers folkelige gennemslagskraft var enorm og måtte vække både beundring og misundelse ikke mindst hos makkeren Kjeld Petersen. Filmen fokuserer på det paradoksale i, at Dirch var en stjerne med bogstavelig talt dødbringende succes. Den frenetiske arbejdsrytme krævede et voksende misbrug, lige dele sex og alkohol. Han var uovergået som revyfænomen, men drømte om at slå igennem som seriøs kunstner. Desværre var der ingen, der ville tage ham alvorligt, da han endelig fik muligheden i Steinbecks "Mus og mænd". Det er ikke let at få adgang til den fine kunst, når man er så populær.
Det er igen en film med stærke skuespillerpræstationer. Hvilket også er en nødvendighed, når det handler om geniale performere som Kjeld og Dirch. Interessant nok vælger filmen ikke at satse på den store fysiske lighed med de faktiske personer. Nikolaj Lie Kaas ligner ikke specielt Dirch Passer, og Lars Ranthe ikke Kjeld Petersen. Det giver fremstillingen en selvstændighed, og markerer på denne måde også, at filmen ikke skal forstås som en dokumentarisk rekonstruktion. Hvilket dog ikke blev forstået af alle. Filmen fik generelt god modtagelse og blev en stor publikumssucces, men flere vidner fra dengang, gamle kolleger og venner, protesterede mod fremstillingen. Sådan var Dirch ikke!
Det er en forudsigelig, men også lidt irrelevant reaktion, for "Dirch" er jo ikke en dokumentarfilm om en "stor dansker". Det er en spillefilm, hvor det faktiske materiale er formet til en fortolkende fiktion om kunstneren, der forbruger og misbruger sig selv i en slags ustoppelig selvdestruktiv mani, mens han og vi andre brøler af grin.
Under sandet
Zandvliets tredje og seneste spillefilm, "Under sandet", må vel betegnes som en slags krigsfilm, der brillerer med sit effektive fortællende drive. Det handler om en flok unge tyskere, der efter nederlaget i 1945 bliver beordret til at fjerne miner på den danske vestkyst under vilkår, som Arbejdstilsynet næppe ville godkende i dag.
Krigsfilm er ikke en genre, som dansk film har dyrket særligt meget, måske fordi vi ikke har været ivrige efter at gå i krig i de 120 år, der er gået siden filmmediet brød igennem. En af de første danske film, som i det mindste har enkelte krigsscener, var den pacifistiske stumfilm "Ned med Vaabnene" fra 1915. Den havde for øvrigt manuskript af dagens fødselar, som vi på denne måde lige kan sende en hilsen.
Dreyer Prisen 2016, Martin Zandvliet og Peter Schepelern. Foto: Thomas C. Christensen.
Der er en berømt passage i Truffauts samtaler med Hitchcock, hvor Hitchcock definerer surprise og suspense. Hvis vi ser to mænd sidde ved et bord og der så pludselig springer en bombe, der var skjult under bordet, så får vi en surprise. En stærk, men kortvarig effekt. Men hvis vi forinden bliver gjort opmærksom på, at der er en tikkende bombe under bordet, hvor de to intetanende personer sidder, så skaber det suspense – og det kan have så lang en effekt, som man ønsker.
"Under sandet" udnytter begge dele virtuost. Der findes en uafladelig suspense i bombernes potentiale – der er jo 45.000 af dem, hører vi, så der er basis for en konstant bekymring og en hel del nervepirrende øjeblikke. Men når de springer, hvilket de faktisk kun gør i relativt få tilfælde, så kommer det alligevel med stor surprise-virkning. Vi må hellere modstå fristelsen til at kalde "Under sandet" 'et brag af en film', men det er flot mainstreamfilm med nervepirrende nærbilleder og smukke landskaber, hvor der er fuldt styr på årsag og virkning. Og fuldt styr på genrens konventioner og traditioner.
Vi har erfaring fra mange krigsfilm for, at der er visse ting, som kan have fatale konsekvenser. Så når den glade, rødhårede fyr taler om sine fremtidsplaner, ved vi godt, at det kun er et spørgsmål om kort tid, før han vil blive sprængt i luften. Og når en anden fyr hengiver sig til forestillinger om mors dejlige hjemmelavede mad med sovs, så må det nødvendigvis sige bum, og det gør det unægtelig også. Det burde være obligatorisk pensum for alle enheder i militæret aldrig at tale om dem derhjemme.
"Under sandet" foregår i sommeren 1945. Det var netop på det tidspunkt, at de første danske film om modstandskampen var under optagelse. En af dem var "De røde Enge" med en heltemodig Poul Reichhardt i hovedrollen. Man kan se "De røde Enge" og "Under sandet" som to komplementære udsagn om den samme epoke: I "De røde Enge" var de onde også gode. I "Under sandet" er de gode også onde. I "De røde enge" er det en af "de onde", en tysker, der i det afgørende øjeblik er god og lader vores helt slippe bort. I "Under sandet" bliver venligheden så at sige gengældt.
Tiden synes inde til en slags symbolsk selvransagelse. Historien om minerydningen fremstår som en historie, vi må skamme os over. En fremvisning af de sejrendes mørke kræfter og hævngerrighed, personificeret af den faretruende danske sergent (en gennembrudsrolle til Roland Møller). Man kan måske se det som en trend, der begyndte med Ole Christian Madsens "Flammen & Citronen", hvor modstandsbevægelsen blev set i et mere dæmoniseret lys i kontrast til de klassiske modstandsfilm om heltemod og opofrelse. Og i Roni Ezras "9. april" fremtrådte den heroiske modstand som meningsløs.
Minerydningen er en god historie – men er den også sand? Ligesom Dirch blev kritiseret af de gamle venner, så har "Under sandet" fået kritik fra historikerne med sin fremstilling af en forholdsvis upåagtet hændelse i dansk historie. I "Under sandet" drejer det sig ganske vist ikke om autentiske personer og specifikke begivenheder, men om et mere generelt materiale, som historikerne dog typisk nok har forholdsvis forskellige meninger om. Men som regel er det sådan, at selv om historikerne indbyrdes kan være ganske uenige, så plejer de at være overraskende enige om, at fiktive behandlinger af historisk stof er meget kritisable.
Det er som om, det hver gang er til stor overraskelse for historikerne, at den historiske spillefilm er en fiktiv fortælling, som ikke prætenderer at være en autentisk kilde til historisk information. Filmen er baseret på et virkelighedsstof, men den er stadig en fiktion med alt, hvad det indebærer.
Måske skal "Under sandet" ikke så meget ses som en historisk film om efterdønningerne af Anden Verdenskrig, men snarere som en refleksion over de moralske dilemmaer, der melder sig i lyset af de senere års danske krigsindsats. Nok handler det om fortidens skamfulde begivenheder, men filmen synes indirekte at stille spørgsmål ved, hvad det er for synder og undladelsessynder, vi begår nu, men som vi måske engang vil skamme os over. Hvad det så er, kan vi ikke vide med sikkerhed, men vi har vel alligevel en mistanke.
Martin Zandvliet præsenterede sig for nogle år siden som Mr. Nobody. Det er alt for beskedent. Han er med sine tre spillefilm absolut en Somebody i ny dansk film. Desværre i en sådan grad, at han vistnok er på vej mod den internationale verden. Det er vel nærmest uundgåeligt. Held og lykke – og kom snart tilbage.
