Hun træder ind ad døren med raske skridt, rækker en hånd frem til go’da’ og sætter rygsæk og en dryppende paraply fra sig på gulvet. Op af rygsækken trækker hun en hvid plasticpose, som hun straks åbner og hiver kuverter og albums op af. "Nu skal I se, hvad jeg har med til jer! Eller … skal vi vente med det her til bagefter?" Der er en målrettet energi i hendes bevægelser. Øjnene er levende, håret bruser om det runde ansigt. Hun har let til smil. Har hun været rødhåret? Måske, man har jo kun set hende i sort-hvid! Marimekko-kjolen, som hun er iført, er farvestrålende og – skandinavisk.
Kvinden foran os hedder Ann Groth. Hun er rejst fra Australien til Danmark på familiebesøg, og vi har ventet på dette møde siden sensommeren for et år siden, hvor hun pludselig dukkede op i Biblioteket på Det Danske Filminstitut. Når man ved det, udspiller der sig et vildt tidsspænd i hendes ansigtstræk og øjne. Som i en overblænding suges man tilbage til 1954. Det er lille Maren fra Dreyers filmatisering af Kaj Munks 'Ordet', der er dukket op.
Hun har indvilget i at stille op til et interview om dengang. Bare 8 år gammel fik hun rollen i Dreyers film, trods forældrenes og især de indremissionske bedsteforældres modvilje. Oplevelsen står lyslevende for hende. Hun følte sig udvalgt og set og omtaler Dreyer som det sødeste og venligste menneske. Drømmen om en skuespillerkarriere havde hun aldrig, men hun fortæller om optagelserne, det første møde med Preben Lerdorff Rye, premieren i Odense og et længere venskab med Kai Munks enke, Lise Munk. Dreyer og Ann forblev i kontakt med hinanden gennem mange år.