Drive åbner i Danmark og USA

PREMIERE. Nicolas Winding Refns "Drive" kan ses i de danske biografer fra 15. september og i de amerikanske fra den 16.

Torsdag får det danske filmpublikum endelig mulighed for at se Ryan Gosling iført skinnende satin-jakke og bløde kørehandsker i Nicolas Winding Refns "Drive", der havde verdenspremiere i Cannes. Allerede der imponerede filmen anmelderne med sin stilsikkerhed, og Winding Refn tog prisen hjem som bedste instruktør.

Nu går det løs igen. I Danmark er der premiere den 15. og i USA den 16. september, hvor filmen sendes ud i 2800 kopier. Engelsk premiere følger en uge senere, og i samme periode når filmen at åbne i Irland og flere østeuropæiske lande.

I Danmark er der massiv enighed blandt anmelderne om, at "Drive" er "fed", "cool", "poetisk", "personlig", og der drysses fem stjerner, hjerter, pile ud over filmen i alle de største nyhedsmedier. De første ivrige amerikanske premiereanmeldelser begynder også at dukke op.

Rolling Stone Magazines Peter Travers byder begejstret ind med 4 stjerner ud af 4: "Spænd sikkerhedsbæltet, når du går ind til "Drives" eksistentielle blodbad, en brilliant beskidt sag, der kører derudad i B-film-banen, indtil den slår over på et svimlende brændstof af ufortyndet kreativitet."
http://www.rollingstone.com/movies/reviews/drive-20110908
(Anmeldelsen blev offentligjort på web for et par dage siden, men er lige nu ikke tilgængelig.)

Roger Ebert, en anden højt profileret amerikansk anmelder, giver i Chicago Sun-Times også 4 ud af 4 stjerner: "Filmen virker i sin helhed faktisk meget mere virkelig end den sædvanlige action-crime-chase sammensurium, vi er blevet så trætte af. Her er en film med respekt for manuskriptskrivning, skuespil og håndværk. Den har respekt for erfarne biografgængere."
http://www.rogerebert.com/apps/pbcs.dll/article?AID=/20110914/REVIEWS/110919988/1023

På websiderne Rotten Tomatoes og Metacritic, der samler op på pressens filmanmeldelser og udregner et gennemsnit for den enkelte film, ender "Drive" i den helt høje ende af skalaen: http://www.rottentomatoes.com/m/drive_2011/ og http://www.metacritic.com/movie/drive/critic-reviews

Inspireret af 80'ernes film

I et supplerende interview i Time Out New York uddyber Winding Refn sin firser-film-inspiration: http://newyork.timeout.com/arts-culture/film/1950483/drives-nicolas-winding-refn

Engelske The Guardian gennemgår i en stor artikel instruktørens filmkarriere og udvikling:
http://www.guardian.co.uk/film/2011/sep/08/nicolas-winding-refn-interview?INTCMP=SRCH

Only God Forgives

Drive-duoen Nicolas Winding Refn og Ryan Gosling fortsætter samarbejdet i Refns kommende danske produktion, Bangkok-noir'en "Only God Forgives".

"Only God Forgives" udfolder sig i Bangkoks underverden. Gosling spiller hovedrollen som Julian, der bor i den asiatiske millionby i ly fra det britiske politi. Han står i spidsen for en thai-bokseklub, som dækker over familiens smuglervirksomhed. Da Julians bror Billy bliver slået ihjel, vil deres mor, spillet af Kristin Scott Thomas, have hævn.

Forproduktionen til "Only God Forgives" begynder i Bangkok til oktober. Selve produktionen skydes i gang til februar. Filmen har modtaget produktionsstøtte gennem konsulentordningen ved Det Danske Filminstitut.

http://www.dfi.dk/nyheder/filmupdate/2011/maj/refn-paa-udebane.aspx

Anmeldelser

B.T. 5 ud af 6 stjerner
Berlingske 5 ud af 6 stjerner
Børsen 5 ud af 6 stjerner
Ekko 5 ud af 6 stjerner
Ekstra Bladet 5 ud af 6 stjerner
Filmland DR 5 ud af 6 pile
Kristeligt Dagblad 5 ud af 6 stjerner
MetroXpress 5 ud af 6 stjerner
Morgenavisen Jyllands-Posten 5 ud af 6 stjerner
Politiken 5 ud af 6 hjerter