'Druk' går videre i Oscar-kapløbet

OSCAR 2021. Thomas Vinterbergs 'Druk' er udvalgt til en såkaldt shortliste som en af de 15 internationale spillefilm, der har chancen for at opnå en endelig nominering og dermed deltage i verdens mest glamourøse filmfest i Los Angeles den 25 april.

Tirsdag udpegede Det Amerikanske Filmakademi 'Druk' som en af de 15 internationale spillefilm på deres såkaldte shortliste. 

Thomas Vinterberg og Zentropas film går dermed videre til næste runde, hvor den har mulighed for at blive valgt som en af de fem nominerede titler til Oscar-festen i april. I alt 93 film fra hele verden var meldt til den internationale kategori, men kun de 15 titler er altså nu sluppet igennem nåleøjet.

Blandt filmene i tirsdagens udmelding, der rummer lister i ni kategorier i alt, er også den amerikanske kortfilm 'The Letter Room' af danske Elvira Lind, medproduceret af Sara Stockmann and klippet af Adam Nielsen. Se alle film på oscars.org.

"Fascinerende debatfilm om sprut"

Dramaet om fire udslukte gymnasielærere og deres forsøg på at genfinde livsgnisten har nydt stor anerkendelse både herhjemme og internationalt, lige siden Cannes Festivalen smykkede filmen med sit prestigefyldte stempel, 'Official Selection'. 

"Thomas Vinterbergs fængslende, dystre komedie forvandler sig til en levende og fascinerende debatfilm om sprut med Mads Mikkelsens stærke og foruroligende præstation vibrerende i centrum", skriver IndieWire, der også kalder filmen en "rasende og trist film i sin kerne, men slet ikke blottet for håb".

"En engagerende hyldest til venskab, familie og bakkanalsk hedonisme med mådehold," siger The Hollywood Reporter.

Som en af de utallige rosende kommentar, der tilfalder Mads Mikkelsen, skriver Wall Street Journal: "Hr. Mikkelsen er blandt vor tids førende filmskuespillere. Han er skarp, hans timing er upåklagelig, og hans karakterer ser altid ud til at have et rigt indre liv".

Stærkt dansk Oscar-hold

Thomas Vinterberg og medforfatter Tobias Lindholm stod også bag Vinterbergs Oscar-nominerede 'Jagten'. Som instruktør blev Lindholm desuden nomineret for sit drama 'Krigen'. 

Sisse Graum Jørgensen fra Zentropa, der har produceret 'Druk' med Kasper Dissing, er en fremtrædende Oscar-profil. Hun har stået bag fire af de danske film, der er nået frem til nomineringsrunden i den internationale kategori, hvoraf én løb med sejren: Susanne Bier's Oscar-vinder 'Hævnen' fra 2011, Biers 'Efter brylluppet', Nikolaj Arcels 'En kongelig affære' og Thomas Vinterbergs 'Jagten'.

Fra Cannes til Golden Globes

I starten af februar blev 'Druk' nomineret til en statuette ved Hollywood-kritikernes Golden Globe Awards, der afholdes den 28. februar.

Vinterbergs ensembledrama havde sin fysiske verdenspremiere på Toronto Filmfestivalen i september. Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe vandt kollektivt prisen for bedste skuespiller på San Sebastián Filmfestivalen, og på London Filmfestivalen løb filmen med hovedprisen, uddelt af festivalens publikum. Endelig vandt filmen fire priser på European Film Awards, for henholdsvis bedste instruktør, skuespiller, manuskript samt hovedprisen for bedste film.

Herhjemme fik filmen flotte anmeldelser og nåede at sælge godt 802.000 biografbilletter inden vinterens coronanedlukning. 

'Druk' er købt til distribution i store dele af verden og har allerede været lanceret i Frankrig og England. I USA fik den biograf- og streamingpremiere i december.   

Vejen til Oscar-festen

Akademimedlemmer fra alle faggrupper har mulighed for at tilmelde sig den kommende afstemningsrunde om, hvilke fem film der går videre – i modsætning til de andre kategorier med forhåndslister, hvor det kun er medlemmer af den relevante faggren, der kan votere. Selve afstemningen finder sted mellem 5. og 10. marts.

De fem film, der ender med at opnå en nominering i kategorien Internationale Spillefilm, bliver offentliggjort sammen med alle de øvrige Oscar-nomineringer den 15. marts. Den 93. Oscar-prisuddeling finder sted i Dolby Theatre I Los Angeles den 25. april.


Danske Oscar-indstillinger

Herunder ses ti år med danske Oscar-indstillinger i kategorien for internationale spillefilm, efter året for prisuddelingen:

2020 Dronningen / May el-Toukhy
2019 Den skyldige / Gustav Möller / Oscar-shortlistet
2018 Du forsvinder / Peter Schønau Fog
2017 Under sandet / Martin Zandvliet / Oscar-nomineret
2016 Krigen / Tobias Lindholm / Oscar-nomineret
2015 Sorg og glæde / Nils Malmros
2014 Jagten / Thomas Vinterberg / Oscar-nomineret
2013 En kongelig affære / Nikolaj Arcel / Oscar-nomineret
2012 Superclásico / Ole Christian Madsen / Oscar-shortlistet
2011 Hævnen / Susanne Bier / Oscar-vinder

Tre danske film har vundet en Oscar i den internationale kategori: Gabriel Axels 'Babettes gæstebud' i 1988, Bille Augusts 'Pelle Erobreren' i 1989 og Susanne Biers 'Hævnen' i 2011.

Over årene har Danmark også markeret sig ved prisuddelingen med kortfilm og dokumentarfilm. Se Filminstituttets Oscar-oversigt.

De 15 internationale spillefilm

Akademimedlemmer fra alle faggrupper var inviteret til at deltage i denne første afstemningsrunde. Den samlede internationale 'shortliste' ser således ud:

Bosnien-Hercegovina: 'Quo Vadis, Aida?'
Chile: 'The Mole Agent'
Tjekkiet: 'Charlatan'
Danmark:  'Druk'
Frankrig: 'Two of Us'
Guatemala: 'La Llorona'
Hongkong: 'Better Days'
Iran: 'Sun Children'
Elfenbenskysten: 'Night of the Kings'
Mexico: 'I’m No Longer Here'
Norge: 'Hope'
Rumænien: 'Collective'
Rusland: 'Dear Comrades!'
Taiwan: 'A Sun'
Tunesien: 'The Man Who Sold His Skin'

I alt udmeldte Akademiet lister i ni kategorier: lang dokumentarfilm, kort dokumentarfilm, international spillefilm, sminke og hår, musik, sang, animeret kortfilm, kort fiktionsfilm og visuelle effekter.