Du forsvinder er dansk Oscar-deltager

OSCAR 2018. Den danske Oscar-komité indstillede i dag onsdag "Du forsvinder" som Danmarks kandidat til en nominering i kategorien for bedste udenlandske film.

Den komité, der indstiller den danske deltager til kapløbet om en Oscar-nominering i kategorien Foreign Language Film, mødtes onsdag den 20. september, og her blev det afgjort, at Danmarks Oscar-deltager i år bliver "Du forsvinder" af Peter Schønau Fog.

"Du forsvinder" er valgt fra en shortlist på i alt tre kandidater, som komitéen udpegede i august. De to øvrige titler i spil var "Gud taler ud" af Henrik Ruben Genz og "Underverden" af Fenar Ahmad.

Claus Ladegaard, der er konstitueret direktør for Det Danske Filminstitut og formand for komitéen, siger om valget af "Du forsvinder":

"I første omgang har vi i komitéen glædet os over at se dansk film repræsenteret ved tre kandidater, der favner så bredt i genre, tema og stil. Opgaven har så været at pege på den film, som vi mener vil stå stærkest over for Oscar-akademiets medlemmer."

"Med 'Du forsvinder' tackler Peter Schønau Fog et komplekst tema om skyld og ansvar på original vis, og det er en film, der både griber og udfordrer sit publikum. I sidste uge havde 'Du forsvinder' premiere på Toronto Filmfestivalen, og her fremhævede anmelderne Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas' 'kraftfulde' og 'bevægende' præstationer som filmens hårdt prøvede ægtepar. At være med i Toronto er i sig selv en fin start for en Oscar-kandidat, for festivalen har ry for at være et godt springbræt for en film forud for nomineringskapløbet. Det bliver spændende at følge filmens videre vej i kapløbet over de kommende måneder."

Om Du forsvinder

"Du forsvinder", der er baseret på Christian Jungersens roman af samme navn, handler om at miste fodfæstet og sætter fokus på spørgsmålet om, hvorvidt vi har en fri vilje eller er styret af hjernens kemi.

Mia er gift med den succesrige skoleleder Frederik, som afsløres i at have begået et alvorligt underslæb. Har han gjort det af egen fri vilje, eller er han blevet ramt af en personlighedsforandring på grund af en hjernesvulst? Mia forsøger desperat at finde ud af, hvad der er sket, og hvilken mand hun egentlig er gift med. Se mere om filmen i filmopslaget

Nikolaj Lie Kaas spiller Frederik, mens Trine Dyrholm ses i rollen som Mia. I rollen som familiens advokat ses den nyligt afdøde svenske skuespiller Michael Nyqvist. Peter Schønau Fog har selv skrevet manuskriptet, og Louise Vesth har produceret for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut. "Du forsvinder" er instruktørens anden spillefilm efter hans Erling Jepsen-filmatisering "Kunsten at græde i kor" fra 2007.

"Du forsvinder", der havde dansk premiere 20. april, er tilgængelig via streaming samt på dvd og Blu-ray.

 


Den danske Oscar-komité

Komitéen består i år, ud over formand Claus Ladegaard, af Tivi Magnusson fra Producentforeningen, Anders Refn fra Danske Filminstruktører, Jan Weincke fra Dansk Filmfotograf Forbund, Jacob Ludvigsen fra Danske Filmkritikere, Mette Schramm fra Danske Biografer samt Filminstituttets afdelingschef for Fiktion Marianne Moritzen.

Regler og datoer for Oscar-kapløbet

Hvert land kan indstille netop én film til nominering i Foreign Language-kategorien. Sidste år lå det samlede antal indstillede film på 85.

Akademiets regler kræver, at filmen har haft national biografpremiere i perioden fra 1. oktober 2016 til 30. september 2017, at den er produceret uden for USA, og at den har et andet sprog end engelsk som det væsentligste dialog-sprog.

Fra 1. oktober vurderes de indstillede film af the Academy of Motion Picture Arts and Sciences' Foreign Language-komité, der skal vælge seks film til en shortlist. En eksekutiv komité tilføjer derefter yderligere tre film for at sikre, at der ikke er iøjnefaldende udeladelser på shortlisten, som derefter består af ni film.

Kort før jul offentliggøres den foreløbige liste med de ni film. Den præcise dato for dette er aldrig officiel. To komitéer, en på USA's østkyst og en på vestkysten, ser de ni film og vælger de fem film, som Oscar-nomineres. De fem nomineringer offentliggøres tirsdag den 23. januar. Det 90. Academy Awards Show finder sted søndag den 4. marts.


Ti år med danske Oscar-indstillinger til Foreign Language-kategorien
/ efter prisuddelingsåret

2017 Under sandet / Martin Zandvliet / Oscar-nomineret
2016 Krigen / Tobias Lindholm / Oscar-nomineret
2015 Sorg og glæde / Nils Malmros
2014 Jagten / Thomas Vinterberg / Oscar-nomineret
2013 En kongelig affære / Nikolaj Arcel / Oscar-nomineret
2012 Superclásico / Ole Christian Madsen / Oscar-shortlistet
2011 Hævnen / Susanne Bier / Oscar-vinder
2010 Frygtelig lykkelig / Henrik Ruben Genz
2009 To verdener / Niels Arden Oplev
2008 Kunsten at græde i kor / Peter Schønau Fog

Danmark har igennem de seneste årtier markeret sig stærkt ved Oscar-uddelingen, ikke bare med spillefilm, men også med kortfilm og dokumentarfilm. Se Filminstituttets Oscar-oversigt.